møbelkunst

Siden oldtiden har man udført møbler, der gennem form og udsmykning hævede sig over almindelige brugsmøbler. Både egyptiske, assyriske og kinesiske kulturer fremstillede for eksempel møbler med indlagt dekoration, kendt fra flere gravfund.

Siddemøblet var det fornemste, og i den europæiske tradition udviklede grækerne en række nye former, fx klismos-stolen, kendt fra samtidige gengivelser i relieffer og vasemalerier. Foruden træ benyttede grækerne bronze til stole og småborde.

Under romerne udvikledes en mere skulpturel møbelkunst med tronstole (cathedra) og borde i marmor samt indlagte bronzemøbler med fx griffe- og løveben.

Fra den tidlige europæiske middelalder er kun bevaret enkelte møbler, bl.a. en rigt udskåret elfenbenscathedra fra Ravenna. Med gotikken udvikledes både typer, former og dekorationer. Opbevaringsmøbler som kister og skabe smykkedes med udskårne, karvsnittede og bemalede motiver og forstærkedes gerne med kunstnerisk udformede beslag.

Spanien og Italien var foregangslande, men også fra Centraleuropa er der bevaret eksempler på fantasifuldt ornamenterede skabe. Med renæssancen vandt udskårne figurmotiver indpas, bl.a. kendt fra de nordtyske brudekister.

Intarsia udvikledes til paneler i møbler og vægge, med perspektiviske, illusionsskabende motiver. Antikkens dekorationsformer og arkitektoniske opbygning præger 1500- og 1600-tallets monumentalmøbler med det italienske kistemøbel, cassonen, og foldestolen som to karakteristiske typer.

Det kunstfærdigt udformede kabinet med mange rum og forskelligartet udsmykning samt den stofbetrukne paradeseng er karakteristiske for barokken, der dog også udviklede det enklere, borgerlige møbel, der blev fulgt op i følgende perioder.

Hovedmøblet i Nordeuropas borgerhjem var vældige skabe, enten indlagte eller formet af enkle, arkitektoniske led. De udkonkurreredes senere af den mere bekvemme kommode. I 1700--tallets Europa modtog man inspiration fra Østasien, men lod også møbler fremstille efter europæisk forbillede, især i Kina (se lakmøbler).

1700-tallet regnes for et højdepunkt inden for møbelkunsten. Her udvikledes med udgangspunkt i Frankrig talrige nye typer og former, der harmonerede med de rum, de blev placeret i, således lænestolen (bergèren), skrivebordet (bureauet), sekretæren, kommoden og chatollet.

Basis for dette var bl.a. den håndværksmæssige specialisering, udvikling af specialværktøj og udgivelse af mønsterblade og -bøger. Mekaniske møbler og de mange sindrige specialmøbler tegner ved siden af de rige, polstrede møbler perioden. Der kendes navne på flere møbelarkitekter og -snedkere, bl.a. A.-C. Boulle, David Roentgen, J.-F. Œben og J.-H. Riesener.

Foruden rige udskæringer blev mere eller mindre skulpturelt udformede bronzebeslag fra 1740'erne en yndet udsmykning, mens forskelligt farvede marmorplader forhøjede møblets kostbarhed.

Møblerne blev skabt i hele sæt, hvor sofaen — der vandt indpas — stole og taburetter iklædtes betræk i silke eller gobelinvævning. I England udvikledes en selvstændig møbelstil, hvor dekorationen underordner sig formen og især brugen af udsøgte træsorter.

Hvor stilbetegnelserne ofte har taget navn efter regenten (fx Louis-Quinze), betegnes engelsk møbelkunst også efter de arkitekter, hvis stilværker blev normgivende: Chippendale, Hepplewhite, Sheraton og Adam.

Centraleuropa fulgte i sporene på fransk møbelkunst; i Nordeuropa nedtonedes dekorationens mængde gerne, men også her blev det skulpturelle islæt optaget.

Dansk møbelkunst, repræsenteret af bl.a. Mathias Ortmann, prægedes i 1700-tallet lige så meget af tyske snedkermøbler, som af fransk møbelæstetik.

De typer og dekorationer, der udvikledes under rokokoen, fortsatte under den tidlige klassicisme (Louis-Seize), nu blot med klassisk fortegn. Først med empiren skete en markant ændring; bronzerne bibeholdtes, men såvel selve formen som dekorationen forenkledes kraftigt. Inspirationen fra antikken gjorde sig direkte gældende, hvor det under klassicismen var en fri bearbejdelse, lige så ofte inspireret af renæssance og barok.

Samtidig med en tilbagevenden til den udekorerede overflade, hvor træsorterne behandledes til smukke overfladevirkninger, finder man i 1800-tallets første del også malede og forgyldte møbler.

I de tysk-østrigske biedermeiermøbler ses en markant understregning af de rene, geometriske former, hvilket til en vis grad også præger de nordeuropæiske møbler. Mahogni blev foretrukket, hen mod midten af århundredet med den glansfulde berlinerpolitur, der snart udkonkurrerede voksbehandlingen. Men også lysere træsorter som birk, kirsebær og citrontræ var yndet.

Ved siden af den franskinspirerede empire levede en borgerlig empire, hvor enkelheden var i højsædet med sparsom brug af indlagte friser og figurmotiver.

Fra midten af 1800-tallet blev møbelproduktionen i stigende grad industrialiseret. De små snedkerværksteder fik konkurrence fra større etablissementer, der strukturerede produktionen i specialopgaver. Dette muliggjorde en produktion til et langt bredere marked, der i begyndelsen var båret af borgerskabet og i stigende grad den brede befolkning. Dette faldt sammen med den stilperiode, der senere blev kaldte historicismen. Stadig var de mange nye renæssance-, barok-, rokoko- og Louis-Seize-møbler ikke velanskrevne på bjerget, men i denne tid opnåede man stor færdighed i fremstillingsteknikken, og de såkaldte stilmøbler blev næsten allemandseje.

Reaktionen kom med 1890'ernes art nouveau og jugendstil; en ny ornamentik, ofte sat på rokokolignende møbelformer, blomstrede for en periode, fx i Émile Gallés intarsiaindlagte møbler.

Mere afdæmpet ornamentik finder man i fx den hollandsk-belgiske møbelkunst med Henry van de Velde som eksponent, mens man med centrum i Glasgow udviklede et mere retlinjet, robust udtryk med Charles Rennie Mackintosh som foregangsmand og forløber for modernismen. En forfinet møbel- og interiørstil, typisk med mere stramme geometriske former udviklede sig videre under art déco.

1900-tallets møbelstil har sit udspring i de europæiske randområder: Østrigeren Michael Thonets billige, men formsikre siddemøbler af dampbøjede rundstokke, den skotske Glasgowskoles og Wiener Werkstättes lineære former, udviklet først og fremmest af Josef Hoffmann, kan ses som forløbere for funktionalismens møbler.

For denne periode, hvor det industrifremstillede møbel var i fokus, passer betegnelsen møbelarkitektur bedre. Især Bauhausskolens forenklede møbler med stålrør og andre nye materialer satte en standard, der dog aldrig vandt almen udbredelse i perioden, men inspirerede til mange arkitekttegnede møbler.

Ganske vist udformedes det funktionalistiske møbel med en håndværksmæssig og kunstnerisk intention, men som egentlig møbelkunst kan man fx betegne en lille gruppe intarsiaindlagte møbler af Carl Malmsten og Hans J. Wegner, der skabtes i Norden efter 2. Verdenskrig. Forskellen fremstår tydeligt, når man betragter Børge Mogensens intarsiaindlagte svendestykke med den funktionalistiske produktion, han senere iværksatte for FDB møbler.

I denne periode opnåede nordisk møbelkunst med Alvar Aalto, Bruno Mathsson og Carl Malmsten, Arne Jacobsen og Hans J. Wegner international anerkendelse; sammen med Finn Juhls, Børge Mogensens og Poul Kjærholms møbler blev de eksporteret til en lang række lande.

Derimod har reaktionen mod det rene møbel i 1900-tallets sidste årtier, forestået af bl.a. Ettore Sottsass med designergruppen Memphis og af Philippe Starck, fremelsket en produktion af skulpturelle former i den vestlige verden, hvor forskellige materialer, farver og former, især inden for siddemøblerne, tilfører interiøret nyt liv.

• Danmark – kunsthåndværk og design
• bondemøbler
• byggemøbler
• sølvmøbler