Kunstakademiets Designskole, Bornholm, uddannelsesinstitution i Nexø på Bornholm, der inden fusionen med Danmarks Designskole 1.1.2010 hed Glas- & Keramikskolen Bornholm; oprettet i 1997. Siden 2011 en del af Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering (KADK). Skolen giver en treårig, videregående uddannelse i glaskunst og keramik inden for både tekniske, håndværksmæssige og formgivningsmæssige discipliner. Formålet er at kvalificere de studerende til at udforme og udvikle glas- eller keramikkunsthåndværket på et højt kunstnerisk niveau.