Faktaboks

Henning Koppel
Født
8. maj 1918, København
Død
27. juni 1981, København
Henning Koppel
Af //Nf-Nf/Ritzau Scanpix.

Henning Koppel var en dansk billedhugger og formgiver. Han var uddannet billedhugger, men begyndte i 1945 at tegne sølv for Georg Jensen Sølvsmedie, hvor han var ansat til sin død.

Han formede store skulpturelle korpusarbejder, hvormed han fornyede traditionen i dansk sølv. Skønt designet var industrielt og funktionelt – kander, fade, asietter – tog Koppel i modsætning til samtidens funktionalister udgangspunkt i formen og lod funktionen være underordnet. Karakteristisk er den enkle, organiske form og de elegante linjer i fx det store Fiskefad fra 1954 og kanden Svanen fra 1956.

Henning Koppel er en af de største danske designere inden for sølv og formgav også bestik i sølv og stål, steldele af porcelæn for Bing & Grøndahl samt elektriske ure og lamper for Louis Poulsen & Co., farvede kander for Torben Ørskov & Co. og glas for bl.a. Holmegaard Glasværk. I 1953 modtog han Lunningprisen.

Henning Koppel var bror til Nils Koppel.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig