Ann-Mari Kornerup, 1918-2006, svensk-dansk tekstilkunstner. Ann-Mari Kornerup blev uddannet i Sverige, før hun i 1951 fik eget værksted med elever i Danmark. Hun har arbejdet med broderi og vævning i billedtæpper, vægtæpper og kirketekstiler i en fortællende stil, hvori mennesker, huse og blomster indgår som stiliserede dekorative elementer. De smykker en lang række offentlige og private bygninger og tæller bl.a. også bispekåben til Roskilde Domkirke (1989). Ann-Mari Kornerup har også haft betydning som lærer ved Haandarbejdets Fremmes Skole og Kunsthåndværkerskolen/Skolen for Brugskunst til 1970.