Vandmaskine, temaskine, mindre beholder til kogende vand på et fodstykke eller tre til fire fødder; vandet, der kan tappes fra en hane, holdes kogende af et lille spritblus under beholderen. Vandmaskinen kom frem omkring 1700, samtidig med at te og kaffe blev udbredt i Europa. Den var gerne udført i sølv, messing eller kobber og blev sat ind i stuen på et bakkebord, hvorpå det øvrige te- og kaffesæt stod. Den gik af brug i begyndelsen af 1900-t. Se også samovar.