Samovar, (russ. 'selvkoger', af sam 'selv' og varit 'koge'), vandmaskine til opvarmning af tevand, oftest fremstillet af messing. Den består af en vandbeholder, hvorigennem der er ført et rør, der fyldes med glødende trækul; forbrændingen kan reguleres med et låg til skorstensrøret, og det kogende vand tappes af en hane forneden på vandbeholderen.