Rubinglas, glas, der er farvet rødt med enten guld, kobber eller selen. Guldrubinglas blev udviklet af Andreas Cassius i Hamburg og forbedret i 1670'erne af Johann Kunckel i Potsdam; glasset er et kali-blyglas, der tilsættes bl.a. pulveriseret guld. Kobberrubinglas blev udviklet af Friedrich Egermann i Nordbøhmen i 1832; her fremkommer den røde farve først ved genopvarmning af glasset. Selenrubinglas kom først i almindelig brug i begyndelsen af 1900-t.