Billedvævning. Bodil Bødtker-Næss Blomstereng, billedvævning i hamp, sisal og blår, 1979-80; Kunstindustrimuseet.

.

Billedvævning. I anledning af Kunstindustrimuseets 100-års-jubilæum i 1990 udførte væveren Jette Gemzøe en udsmykning af museets festsal. Her vises et af de fire vævede billedtæpper, som var færdige i 1992. Fletmønsteret er inspireret af salens parketgulv, og farverne er afstemt efter rummets farver.

.

Billedvævning. Enkelhed i både komposition og kolorit præger Anna Thommesens fladvævede billedtæpper. Med udelukkende rette linjer bygger hun det symmetriske mønster op og væver med plantefarvede garner. Her ses Efterår 1994-95, der findes på Holstebro Kunstmuseum.

.

Billedvævning er vævning med et figurativt motiv udført i gobelinteknik (flamskvævning), en toskaftet væveteknik, hvor islættet danner mønstret og dækker kædetrådene fuldstændigt. Til større arbejder væves der ofte efter et tegnet eller malet forlæg, en karton, som evt. er udført af en anden end væveren selv.

Faktaboks

Også kendt som

gobelinvævning, flamskvævning, vævet tapet

Billedvævning har antagelig sin oprindelse i Nærorienten og Egypten ca. 1400 f.Kr. Egyptiske gravfund har afdækket fragmenter af billedtæpper, som er ca. 3500 år gamle. I senantikken var teknikken udbredt over store dele af Romerriget; et stort antal fragmenter, mest dragtdetaljer, er bevaret fra kopterne i Egypten. I Kina kendes billedvævninger i silke fra ca. 700 e.Kr.

Teknikken blev muligvis bragt til Europa med maurerne fra Nordafrika gennem Spanien i begyndelsen af 700-t. I 800- og 900-t. blev der udført billedvævninger i europæiske klostre; et af de ældste bevarede europæiske arbejder er en frise i domkirken i Halberstadt i Tyskland fra ca. 1100. Billedvævning blomstrede i Europa i 1300- og 1400-t. med Frankrig og Flandern som hovedsæde. Store bestillingsarbejder blev sendt fra værkstederne i Paris, Arras og Tournai til fyrster og adel over hele Europa. Et hovedværk er Apokalypsen fra Angers, udført i Paris i slutningen af 1300-t. Fra Tournai udgik i 1400-t. en række store figurrige serier med religiøse og antikke motiver. De kendte millefleurs-tæpper, hvor blomster og dyr dækker store dele af billedfladen, menes at være udført i det flamske område, den berømte serie Damen med enhjørningen (Clunymuseet i Paris) formentlig i Bruxelles i ca. 1500. Forlæggene til billedtæpperne blev udført af en billedkunstner, og det var vigtigt med et godt samarbejde mellem kunstner og vævere, som ofte skulle fortolke malerens udkast.

I 1500-t. var Bruxelles, Antwerpen og Delft Europas centre for billedvævning. Et epokeskabende værk fra renæssancen er Apostlenes gerninger, et bestillingsarbejde fra pave Leo 10. til Det Sixtinske Kapel i Vatikanet; Rafael tegnede i 1515 ti kartoner, som blev vævet i guld, sølv, silke og uld på Pieter van Aelsts værksted i Bruxelles (kartonerne er nu på Victoria & Albert Museum i London, tæpperne i Vatikanet). Middelalderens og gotikkens dekorative fladestil blev fortrængt til fordel for renæssancens formsprog med perspektiv, lys- og skyggevirkninger. Malerne fik større indflydelse, og væverne måtte indrette sig efter deres krav. Et eks. på 1600-t.s maleriske stil er Pieter de Wittes (Pietro Candidos) Månedsserie fra 1604-15, vævet i München, mens tæpper efter Rubens' og Jordaens' kartoner viser barokken fra dens frodigste side.

Renæssancens og barokkens billedvævning i Tyskland, England og Italien var påvirket af udviklingen i Flandern og Frankrig. Vigtige værksteder blev grundlagt i Berlin, Dresden, Würzburg, Ferrara, Firenze og London (Mortlake, ca. 1620) og i Norden, hvor der i Danmark og Sverige blev oprettet værksteder i kongeligt regi.

Billedvævningen fik et opsving i Frankrig i 1600- og 1700-t. med værkstederne i Paris, Aubusson og Beauvais. Betegnelsen gobelin har sit udspring i den kongelige manufaktur Les Gobelins i Paris, grundlagt 1662. Under Ludvig 14. blev der her fremstillet pompøse gobelinserier til franske slotte, blandt andet til Versailles efter kartoner af Charles Le Brun med scener fra kongens liv, fra historie og mytologi.

Europæisk billedvævning havde en nedgangsperiode i 1800-t., men den blomstrede op igen i slutningen af århundredet med William Morris fra England som nyskaber. Han rettede en stærk kritik mod de maleriske gobeliner, som bl.a. blev udført ved Les Gobelins i Paris og The Royal Windsor Tapestry Manufactory i London, og fremhævede kvaliteterne ved middelalderens dekorative billedtæpper, hvor væverne havde autoritet i forhold til tæppernes udformning. Morris' idéer fik stor gennemslagskraft, ikke mindst i Norden med Joakim Skovgaard i Danmark, Frida Hansen og Gerhard Munthe i Norge og Märta Måås-Fjetterström i Sverige som fornyere af billedvævningstraditionen. I Frankrig skabte Jean Lurçat, inspireret af middelalderens vævekunst, fra 1939 en total fornyelse af billedvævningen, og malere som Picasso, Miró og Matisse udførte forlæg til store billedtæpper, fremstillet i bl.a. Aubusson.

En ny opblomstring har fundet sted i både Europa og USA siden begyndelsen af 1960'erne, ofte med vægt på væverens indsats som kunsthåndværker eller billedkunstner, der både tegner og udfører arbejdet. Østeuropæiske kunstnere med polakken Magdalena Abakanowicz i spidsen har introduceret en form for tredimensional billedvævning, der har vundet stor udbredelse, også i de nordiske lande, hvor den klassiske billedvævning har udviklet sig parallelt med den mere eksperimenterende.

Billedvævning i Danmark

Hans Knieper. Frederik 2.s bordhimmel med rygstykke prydede indtil 1659 Dansesalen på Kronborg Slot. Under Kniepers ledelse blev den vævet 1585-86 af kostbare materialer, bl.a. guld- og sølvtråde. Bordhimlen findes på Nationalmuseum i Stockholm, men ses her udstillet på Kronborg i 1985.

.

Charlotte Schrøder: Et musisk univers; billedvævning, 1999 (230x326 cm). Musikhuset Esbjerg.

.
Licens: Brukerspesifisert

Billedvævning kom til Danmark i renæssancen. I 1577 kontaktede Frederik 2. Hans Knieper fra Antwerpen med tilbud om at lede et værksted i Helsingør, hvor der skulle fremstilles vævede tapeter til Kronborg; af disse 40 Kronborgtapeter med portrætter af danske konger er syv bevaret på Kronborg, syv på Nationalmuseet.

Christian 4. fik vævet 22 tapeter med motiver især fra sejrene i Kalmarkrigen, udført på Karel van Mander 2.s værksted i Delft til Riddersalen på Frederiksborg Slot; her brændte de i 1859.

Rosenborgtapeterne med motiver fra Den Skånske Krig blev udført i København i slutningen af 1600-tallet for Christian 5. af den flamske væver Berent van der Eichen til Rosenborg Slot.

I Danmark var billedvævning frem til slutningen af 1700-tallet knyttet til konge og adel, mens det i Sverige og Norge vandt udbredelse i folkekunsten med vævecentre i Gudbrandsdalen, i Skåne og Dalarna.

I årene omkring 1900 fik billedvævningen en renæssance i Danmark. Seks af Karel van Mander 2.s vævede tapeter til Frederiksborg Slot blev udført på ny i 1903-1928 under ledelse af bl.a. Christiane Konstantin-Hansen, datter af maleren Constantin Hansen, og Johanne Bindesbøll, datter af Gottlieb Bindesbøll; de deltog også 1920-1926 i udførelsen af seks billedtæpper til det nyopførte Christiansborg Slot med motiver fra danske folkeviser, tegnet af Joakim Skovgaard. Også Københavns nye rådhus blev udsmykket med billedtæpper, tegnet af Lorenz Frølich og udført under ledelse af væveren Dagmar Olrik.

Efter 2. Verdenskrig har en række selvstændige danske vævekunstnere markeret sig i blandede og frie teknikker efter egne forlæg. Anna Thommesen dyrkede fra 1950'erne i sine gulvtæpper et geometrisk formsprog og en poetisk kolorit. Omkring 1960 introducerede Franka Rasmussen den tredimensionale billedvævning, mens Jane Balsgaard, Annette Holdensen, Naja Salto, Bodil Bødtker-Næss og Britt Smelvær hentede inspiration i østeuropæisk vævekunst. En naturlyrisk tone findes i arbejder af Nanna Hertoft og Berit Hjelholt; en mere naivistisk karakter har Margrethe Aggers figurative billedtæpper. I Kim Navers stramme formsprog videreføres den klassiske arv fra Gerda Henning, Lis Ahlmann og Vibeke Klint; Jette Gemzøe har skabt stor rumkunst med sine stramt geometriske udsmykninger.

Billedkunstnere har også leveret forlæg til arbejder, som er udført af billedvævere: Lise Warburg har vævet efter kartoner af Mogens Andersen og Ole Schwalbe, Benedikte Groth efter forlæg af Jan Groth, mens Pierre Wemaëre har arbejdet sammen med Asger Jorn. Andre som Richard Mortensen, Else Fischer-Hansen og Naja Salto har udført kartoner til værkstederne i Aubusson. Bjørn Nørgaards 17 gobeliner med motiver fra Danmarkshistorien i Christiansborg Slots riddersal (1990-2000) er vævet på Les Gobelins i Paris.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig