Mandarinemblemer, (kin. puzi), rangemblemer for kinesiske civile og militære embedsmænd og deres førstehustruer. Det kvadratiske broderede eller vævede emblem blev i Mingtiden (1368-1644) påsyet midten af brystet og ryggen af embedsmandens dragt; i Qingtiden (1644-1912) blev det påsyet embedsmandsfrakken, der havde lukning fortil, hvorfor brystemblemerne er delt midtover. For civile embedsmænd var rangsymbolet en fugl, og mange af disse var samtidig symboler på boglig dannelse, langt liv og lykke. De militære rangsymboler var pattedyr og fabeldyr, der også symboliserer mod, styrke og held. Hver af de ni rangklasser havde sit eget dyresymbol, og enkelte jobfunktioner havde deres helt eget symbol, fx censorernes xiezhai-fabeldyr. I tidens løb er nogle få dyr skiftet ud med andre, ligesom der er sket mindre justeringer i deres rangklassesymbolik.