Koromandel-lak, særlig form for lakarbejde, udviklet i Kina i 1600-t. og anvendt på foldeskærme, kabinetter og paneler af træ. Sort, mørkebrun eller rød lak lægges oven på et lag fint ler iblandet rå lak. Motiverne er udskåret i lakken næsten ned til træet, således at den resterende lak fremstår som mørke konturer i figurer, træer og bygninger. Felterne mellem konturerne er malet med klare farver og guld, og der er ofte anvendt indlægninger af halvædelstene og porcelæn. Fra midten af 1600-t. og i 1700-t. eksporteredes koromandel-lakker til Europa, hvor mange store skærme blev skåret op og anvendt til fremstilling af møbler (se lakmøbler). De vestlige betegnelser bantam-lak eller koromandel-lak hidrører fra de to omladningspladser i Asien: handelsstationerne i Bantam på Java og på Koromandelkysten i det sydvestlige Indien.