Egypticisme, en facet af nyklassicismen inden for arkitektur og kunsthåndværk, der opstod ved midten af 1700-t. som følge af interessen for Middelhavsområdets oldtidskunst og dyrkelsen af det monumentale.

En forudsætning for tidens sværmen for pyramider og pyloner var bl.a. Giovanni Battista Piranesis stikværk fra 1769, hvor antikkens ornamentik var udskiftet med sfinxer, dyreguder, hieroglyffer og obelisker, samt kunstsamleren og grafikeren Dominique Vivant Denons værk om Egyptens kunst og arkitektur (1802); Denon havde i 1798 fulgt Napoleon på hans felttog til Egypten.

Et eksempel på stilretningen er Gustav Friedrich Hetschs synagogebygning i København (1829-33). Stilen bredte sig fra arkitekturen til kunsthåndværket, hvor formerne oftest var klassiske, dekorationen egypticerende. Med 1920'ernes klassicisme opstod atter en kort interesse for det egyptiske.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig