Tekketæpper, turkmenske tæpper, der er knyttet af tekkestammen, der i 1800-t. var den folkerigeste og mest magtfulde i Turkmenistan, før den blev besejret af russerne i 1881. Karakteristiske er de store tæpper i uld og overvejende røde farver med den særlige tekke-güll, en mangekantet geometrisk figur, gentaget i rækker; disse tæpper og efterligninger af dem betegnes ofte bukharatæpper. Tekkernes teltdørsforhæng, opbevarings- og transportsække m.m. er ligesom andre turkmenske tæpper eftertragtede samlerobjekter.