Kinesiske tæpper, er især blevet fremstillet i det nord- og nordvestlige Kina, Xinjiang, Ningxia og Indre Mongoliet samt provinsen Gansu. De omtales allerede i Handynastiet (206 f.Kr.-220 e.Kr.), men de ældste bevarede eksemplarer er sandsynligvis først fra 1700-t., udført i og omkring byen Yinchuan (tidl. Ningxia). De er ret løst knyttede, bundfarven varierer fra beige til mørkeblå, og mønstrene er geometrisk stiliserede med dragemotiver som de dominerende samt skyer, skybånd eller blomster som pæoner og lotus; hagekors ses ofte i borterne. En særlig gruppe er lange tæpper til at vikle om søjlerne i buddhistiske templer. Knyttede saddeldækkener og pudebetræk er også almindelige ligesom silketæpper. I Gansuprovinsen, i og omkring byen Baotou (Paotow) i Indre Mongoliet og også i Beijing fremstilledes fra slutningen af 1800-t. tæpper, der også fandt vej til det vestlige marked. Et karakteristisk design med en medaljon omgivet af spredte små daoistiske eller buddhistiske symboler ses også i nyere masseproducerede tæpper fra bl.a. Beijing og Tianjin. De har gerne en meget tæt, tyk og blød luv, hvor mønstrene kan fremstå i relief, og koloritten er ofte præget af lyse pastelfarver. Se også samarkandtæpper og tibetanske tæpper.