Faktaboks

Kaare Klint
Født
1888
Død
1954

Kaare Klint, 1888-1954, dansk arkitekt. Kaare Klint var elev af sin far, P.V. Jensen-Klint, hvis Grundtvigskirke han fuldførte 1930-40.

Klints udgangspunkt var faderens nationalromantiske arkitektur og den forenklede ny-empire hos Carl Petersen, som han var ansat hos. Sine første møbler tegnede Klint i 1914 til Carl Petersens Faaborg Museum; den elegante karmstol med rørflettet sæde viderebearbejdede han i møblementer til flere andre museer.

Kendetegnende for Kaare Klints møbler var fra første færd overensstemmelsen mellem materialer og form, ofte kombineret med reminiscenser fra tidligere stilarter eller andre kulturer, fx kirkestolen fra 1936 til Bethlehemskirken i København (som han opførte 1936-38) eller stolen i mahogni og nigerskind fra 1927 til Kunstindustrimuseet, inspireret af 1700-t.s engelske stole. Ved ombygningen af dette museum 1921-26 s.m. Thorkild Henningsen og Ivar Bentsen tegnede han alt inventar i udsøgte materialer og med gennemarbejdede detaljer.

Denne holdning til møbelkunst videregav Kaare Klint til mange danske arkitekter gennem sin lærergerning som den første docent ved Kunstakademiets skole for rumudstyr og møbelkunst 1924-44 og professor i bygningskunst 1944-54. "Den klintske skole" blev en reaktion på den centraleuropæiske funktionalismes brug af nye materialer og forenklede processer.

Kaare Klint formgav bl.a. tekstiler, der udførtes af Gerda Henning, lamper af Le Klint og orgler af Marcussen & Søn. Han tegnede endvidere en række gravmæler, mindesmærker m.m., flere i samarbejde med billedhuggere som Kai Nielsen og Mogens Bøggild. Han modtog Eckersbergs og C.F. Hansens Medalje (1928 og 1954).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig