Frankrig - kunsthåndværk og design

Frankrigs kunsthåndværk har overalt øvet stor indflydelse gennem kombinationen af kunstnerisk kvalitet og høj teknisk formåen. I middelalderen udsmykkedes kirker og klostre med emalje- og elfenbensarbejder, med sølv- og guldkar og med glasmalerier. Produktionen af billedtæpper påbegyndtes i 1300-tallet.

Renæssancen fulgte i Frankrig det italienske spor, men i barokken begyndte en opblomstring af kunsthåndværket, stimuleret af Ludvig 14.s mange byggeforetagender og hofværksteder. Berain-familien gav navn til en groteske-ornamentik, der vandt indpas på de blå-hvide fajancer fra bl.a. Nevers, Rouen og Moustiers, på sølv og på billedtæpper.

Blomster- og kineserimotiver pryder de polykrome 1700-tallets fajancer fra Marseille og Strasbourg, og fra ca. 1750 produceredes porcelæn på fabrikkerne i Vincennes og Sèvres. Skulpturel og ornamental udsmykning forfinedes i hofsnedkeren A.-C. Boulles møbler.

Det var i Frankrig, at det europæiske boligideal udvikledes i 1700-tallet. Med udgangspunkt i byggeri for konge og adel udformedes en livsstil, der fremdeles gælder i vesten. Med rokokoen skabtes det differentierede møblement med en lang række nye stole-, bord- og skabstyper, rigt indlagte og med udsøgt bronzeornamentik.

Kostbare silkebrokader eller gobelinbetræk dækker polstermøblerne; farver, mønstre og motiver skulle harmonere med væggenes billedtæpper fra væverierne i Beauvais eller fra Les Gobelins i Paris og med de store, knyttede gulvtæpper fra Savonnerie-fabrikken. Bordsølvet fik nye former, og nye spisevaner influerede såvel dette som keramikken med store, rigt dekorerede spisestel fra Sèvres.

Den klassicistiske Louis Seize-stil i sidste halvdel af 1700-tallet kendetegnes ved møblernes og brugstingenes rette linjer, der dog brydes af stærkt skulpturelle detaljer og perspektiviske dekorationer, fx i J.-H. Rieseners og Adam Weisweilers møbler. Under directoirestilen i slutningen af 1700-tallet neddæmpedes ornament- og dekorationsrigdommen, og empiren, som især blev udviklet af Napoleons to hofarkitekter Charles Percier og P.-F.-L. Fontaine, viste en større enkelhed i formerne, forstærket af møblernes tyngde.

Paris var udgangspunkt, mens provinsen stod for en gerne forenklet produktion af ofte høj kvalitet. Teknisk betegnede 1800-tallets historicisme et nyt højdepunkt, men stilistisk var denne periode præget af en genoptagelse af tidligere stilarter, i Frankrig næsten mere end andetsteds.

I årtierne omkring 1900 gav art nouveau-stilen en blomstring, som var kortvarig, men med en lang efterklang. Modstand mod historiske stilarter og industriproduktion, fascination af Japans kunst og naturens former udmøntedes i nye former og motiver.

Keramik af Jean Joseph Marie Carriès (1855-94) og Auguste Delaherche (1857-1940) og glas af Émile Gallé, René Lalique og Daum Frères var af høj teknisk og kunstnerisk kvalitet, og bløde, svungne linjer vandt indpas på møbler og metalarbejder, der ofte var asymmetriske som fx hos Hector Guimard.

Med art déco genoptog man former og ornamentik fra nyklassicismen, men i en stærkt forenklet form, der dannede overgang til funktionalismen. Bauhaus-æstetikken satte med stålmøbler sit præg, men formgivningen var kun sjældent social i sin intention (Le Corbusier). Bl.a. på tekstilkunstens område florerede en ornamentik, som var påvirket af afrikansk og orientalsk kunst.

Den sidste halvdel af 1900-tallet var fransk design præget af en internationalisme, der især udgår fra rækken af designfirmaer. Philippe Starcks værk præges af enkle møbler og fantasifulde brugsting, markedsført i hele verden.

Ikke mindst inden for industriel grafik og transportdesign, fx Citroën-biler, Mirage-fly samt tog af Roger Tallon (1929-2011), er der skabt bemærkelsesværdige løsninger.