Celadon, keramik med en glasur, hvis farve varierer fra lys grøn, jadefarvet til olivengrøn, grågrøn eller gråblå. Bedst kendt er det kinesiske longquan-stentøj fra Songdynastiet (960-1279). Celadonglasurer er også uden for Kina stadig meget anvendt til stentøj og porcelæn; farverne skyldes lerets eller glasurens indhold af jern i forbindelse med en reducerende brænding. Betegnelsen stammer fra hyrden Céladon, som i teateropførelsen af romanen Astrée af Honoré d'Urfé (1568-1626) bar grågrønne bånd. Se Kina (kunsthåndværk).