Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

skandinavisk design

Oprindelig forfatter MG-J Seneste forfatter Redaktionen

skandinavisk design, Scandinavian Design, fællesbetegnelse for nordisk kunstindustri, kunsthåndværk og design i perioden ca. 1950-70.

I årene 1954-57 vandrede udstillingen Design in Scandinavia i USA og Canada, men også i andre lande blev der foretaget samlede fremstød under betegnelsen, hvor man understregede en fælles nordisk holdning til især hjemmets indretning med brugsting, præget af en modernisme med elementer af skandinavisk tradition.

Forfinelse af materialerne gennem håndværksmæssig forarbejdning samt kunstnerisk medvirken ved industriel produktion førte til kvalitetsprodukter, der udmærkede sig ved en fælles ideologi, vokset ud af den fælles kulturelle baggrund og social ansvarlighed, der var udtrykt i Gregor Paulssons berømte manifest Vackrare vardagsvara (Smukkere hverdagsting, 1919).

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Mirjam Gelfer-Jørgensen: skandinavisk design i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 4. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=159761