Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

art déco

Oprindelig forfatter Sylow Seneste forfatter Redaktionen

art déco, en række stilretninger inden for kunstindustri og arkitektur i perioden ca. 1910-40.

Art déco kulminerede i Europa med den store udstilling i Paris 1925, Exposition internationale des arts décoratifs et industriels modernes (hvoraf navnet senere afledtes) og i USA med verdensudstillingen i New York 1939.

I art déco betones det individuelle, dekorative og eksklusive til forskel fra de mere saglige stilretninger, som var inspireret af Bauhaus-skolens arbejde, af den russiske avantgardekunst og af en ren udekoreret funktionalisme.

Annonce

Ved siden af klassicistiske former ses også modernistiske, hvor der er lagt vægt på det geometriske, det strømlinede og på stærke farveeffekter, inspireret af afrikansk stammekultur, aztekernes pyramider og fund fra ægyptiske udgravninger.

Betegnelsen art déco er fransk, forkortelse af art décoratif 'dekorativ kunst'.

Art déco var først og fremmest udbredt i Frankrig, repræsenteret af fx designerne Émile Jacques Ruhlmann, René Lalique og Jean Puiforçat. Stilen udfoldede sig i bl.a. interiørdekoration, keramik, glas- og smykkekunst; den ses også i andre europæiske lande og i USA.

I Danmark er Det Kongelige Teaters Nye Scene, Stærekassen, et fremtrædende eksempel på art déco.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Aase Sylow: art déco i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=40553