Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

renæssancen - kunsthåndværk

Oprindelig forfatter UHou Seneste forfatter Redaktionen

Renæssancen omfatter inden for kunsthåndværk perioden ca. 1400-1630, i Nordeuropa og Danmark først fra ca. 1520.

Den første udvikling i Italien var inspireret af antikkens kunst og arkitektoniske formsprog, mens der i Spanien og England fremkom særegne stilvarianter præget af maurisk eller gotisk stil. Epoken var domineret af få møbeltyper: kister, skrin, langborde, bænke, himmelsenge og enkle stole, ofte udført i egetræ. De smykkedes af udskårne dekorationer, flerfarvet bemaling eller intarsia, fx det italienske kistemøbel cassone.

Til enklere husgeråd dominerede træ og lertøj, til finere bordservice ses nordpå saltglaseret stentøj, i Italien tinglaseret majolika, ofte rigt dekoreret med bl.a. figurscener. Fra Italien kom også pietra dura-arbejder i sten.

Annonce

Periodens metalkunst stod højt og omfatter lysestager, drikkebægre, kander o.a. vinservice, tallerkener, våben og varmebækkener, udført i messing, tin eller kobber med støbt ornamentik eller rige ciseleringer. Også medaljer, smykker, ure og arbejder i ædelmetal til kirkeligt brug har en meget høj kunstnerisk standard.

I Frankrig og Flandern specialiserede man sig i at væve billedtæpper i uld og silke, i Italien fremstilledes kostbare silkevelourstoffer, inspireret af nærorientalsk ornamentik. I tekstilkunsten og dragtmoden ornamenteredes stofferne med håndbroderier i guld, sølv eller silke.

Læs om renæssancen i øvrigt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ulla Houkjær: renæssancen - kunsthåndværk i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=150360