Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

designuddannelser

Oprindelige forfattere MBle og MG-J Seneste forfatter Redaktionen

designuddannelser, specielt mhp. formgivning af industriprodukter, går tilbage til 1900-t.s første årtier, hvor den tyske Bauhausskole dannede forbillede med sine materialeinddelte klasser (keramik, metal, tekstil, grafik, møbler). I Danmark fungerede flere af de større arkitektkontorer som uddannelsessteder for unge industriformgivere, og eksempelvis oplærtes en række designere hos Sigvard Bernadotte og Acton Bjørn, inden man i 1963/64 oprettede afdelingen for industriel design på Kunstakademiet i København som en parallel til afdelingen for møbelkunst. I samme periode oprettedes, på grundlag af en række kunsthåndværkeruddannelser, en 31/2-5-årig linjeinddelt designuddannelse på Danmarks Designskole (tidligere Kunsthåndværkerskolen/Skolen for Brugskunst) og på Designskolen Kolding. Også på Arkitektskolen i Aarhus undervises der i design. Uddannelsen til produktudvikler sigter på beklædningsdesign og findes på TEKO-Center Danmark ved Herning; grafonomer uddannes på Den Grafiske Højskole. Der findes desuden forskellige private designuddannelser, især inden for grafik og beklædning (fx Margretheskolen). Endelig indgår der design i en række erhvervsuddannelser, og faget design kan vælges som en del af uddannelsen på gymnasier, hf-kurser, universiteter mfl.

Annonce

Videregående uddannelser på tekniske skoler m.m. (1996)

  • designer
    • beklædningsdesign
    • rumindretning
    • keramik- og glasdesign
    • møbel- og redskabsdesign
    • tekstildesign
    • grafisk design
  • grafonom, studieretningen for grafisk kommunikation
  • produktudvikler

Videregående uddannelser på arkitektskoler

  • arkitekt

Referér til denne tekst ved at skrive:
Michael Blegvad, Mirjam Gelfer-Jørgensen: designuddannelser i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 27. februar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=63564