• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ursula Munch-Petersen

Oprindelig forfatter MG-J Seneste forfatter PKN

Ursula Munch-Petersen. Tepotte, der indgår i fajancestellet Ursula, lanceret i 1991 af Royal Copenhagen og produceret her 1993-2011. Det populære stel blev i 2014 relanceret af  Kähler i Næstved. Kunstindustrimuseet.

Ursula Munch-Petersen. Tepotte, der indgår i fajancestellet Ursula, lanceret i 1991 af Royal Copenhagen og produceret her 1993-2011. Det populære stel blev i 2014 relanceret af Kähler i Næstved. Kunstindustrimuseet.

Ursula Munch-Petersen, f. 29.12.1937, dansk keramiker, datter af Gustaf og Lisbeth Munch-Petersen, uddannet bl.a. 1956-60 på Kunsthåndværkerskolen (Danmarks Designskole), hvor hun var lærer 1973-90, og på Kunstakademiet 1970-72. Eget værksted fra 1978. Som fjerde generation af pottemagerfamilien Hjorth voksede Ursula Munch-Petersen op på Bornholm og arbejdede efter sin uddannelse på Kunsthåndværkerskolen et årstid på familievirksomheden i Rønne. I 1978 fik hun eget værksted, fra 1990 på Møn.

Ursula Munch-Petersens produktion omfatter såvel skulpturelt formede unikaarbejder som seriefremstillede brugsting, hvis funktionelle og visuelle kvaliteter grunder sig på en håndværksmæssig og kunstnerisk gennemarbejdning af den enkelte genstand. 1961-68 var hun knyttet til Bing og Grøndahl, senere har hun for Den Kongelige Porcelainsfabrik formgivet bl.a. fajancestellet Ursula (1991, fra 2014 produceret af Kähler). Hun har udført flere udsmykningsopgaver, også sammen med sin mand, maleren Erik Hagens.

I 1994 modtog Ursula Munch-Petersen Bindesbølls Medalje, og i 1996 blev hun medlem af Den Frie Udstilling. Blandt mange andre priser og udmærkelser er Danmarks Nationalbanks Jubilæumsfonds hæderslegat (2000), Prins Eugens Medalje (2002) og Georg Jensen Prisen (2004).

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Mirjam Gelfer-Jørgensen: Ursula Munch-Petersen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 27. marts 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=128408

    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. Ursula Munch-PetersenMarker den cirkel
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...

  • Kilde

    Denne artikel stammer fra:
    Leksikon

  • Historik