Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Finland - kunsthåndværk og design

Oprindelig forfatter MG-J Seneste forfatter Redaktionen

Finland. Kande og stabelbare glas, tegnet 1952 af Saara Hopea (1925-84) og produceret 1953-68 af glasværket Nuutajärvi (Notsjö). Kunstindustrimuseet i København.

Finland. Kande og stabelbare glas, tegnet 1952 af Saara Hopea (1925-84) og produceret 1953-68 af glasværket Nuutajärvi (Notsjö). Kunstindustrimuseet i København.

Blandt kirkernes inventar er bevaret eksempler på middelalderens kunsthåndværk: Sølvet følger nordeuropæisk formsprog, mens smedejern, træinventar og tekstiler viser en særegen, rig ornamentik.

Svensk og en vis russisk indflydelse er mærkbar i perioden frem til ca. 1870, da begyndelsen til moderne finsk design blev lagt. Med nationalromantikken skabtes en finsk profil med træk fra landets folkekunst. Finlands første keramikfabrik, Iris, blev grundlagt 1897, og sammen med arkitekturen fik møbelkunsten en opblomstring, forstærket efter 1917.

Med funktionalismens krav om "vackrare vardagsvaror" skabtes en formgivning, der fastslog Finlands position som førende designnation. Grundlaget var landets egne råstoffer. I birketræ skabte Alvar Aalto fra 1920'ernes slutning en række laminerede møbler.

På andre områder kom det internationale gennembrud efter 1945; glasindustrien, der var grundlagt i 1600-tallet, fremstillede brugsglas, men også kunstglas formgivet af bl.a. Aalto, Tapio Wirkkala og Timo Sarpaneva (Iittala glasværk); den keramiske fabrik Arabia videreførte en unikaproduktion i porcelæn og stentøj, men blev især kendt for Kaj Francks kombinationsstel i enkle former og klare farver. Også tekstilkunsten slog igennem internationalt med bl.a. Marimekkos farvestærke bolig- og beklædningstekstiler samt de knyttede, uldne ryatæpper.

Finsk kunsthåndværk og design har fortsat den stærke linje, og i dag er den stramme form, materialebevidsthed og en restriktiv ornamentik og til dels farveskala stadig kendetegn for finsk design, men man ser også frit tænkte, utraditionelle løsninger.

Læs mere om Finland.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Mirjam Gelfer-Jørgensen: Finland - kunsthåndværk og design i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=76142