Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

kunstindustri

Oprindelig forfatter MG-J Seneste forfatter Redaktionen

kunstindustri, betegnelse, der tidligere ofte benyttedes synonymt med brugskunst, i dag med ordet design. Begrebet opstod omkring midten af 1800-tallet, selvom der allerede i flere århundreder havde fundet en øget industrialisering sted af kunsthåndværket, fx inden for tekstil- og keramikproduktion.

Det var imidlertid fremkomsten af maskiner til udførelse af håndværksprocesser, der førte til en deling af det område, der også bar betegnelsen kunstflid.

På den ene side opstod begrebet kunsthåndværk, hvor den skabende proces alene styredes af (kunst)håndværkeren, og på den anden side opstod et ønske om at styrke den æstetiske side af de industrifremstillede genstande.

Annonce

Kunstindustrimuseer oprettedes overalt i Europa med Victoria and Albert Museum i London som det første (1852) og Det Danske Kunstindustrimuseum fra 1890 som et af de senere. Det var kunstindustrimuseernes formål at være opdragende over for befolkningen og tjene som mønster- og eksempelsamling for industrien, som i de fleste lande også stod bag oprettelsen af museerne (den kunstindustrielle bevægelse).

Med en forbedring af levestandarden fra slutningen af 1800-tallet og med indvandringen til byerne fulgte et langt større klientel til alle former for brugsgenstande til hjemmet.

I sidste halvdel af 1800-tallet søgte man gennem en højnelse af den kunstneriske og tekniske kvalitet at gøre dansk kunstindustri konkurrencedygtig. Gamle virksomheder som Den Kongelige Porcelainsfabrik lagde sammen med en række store snedkerfirmaer grunden til dansk kunstindustris berømmelse.

Andre kunstindustrielle virksomheder var Aluminia, Bing & Grøndahl, Georg Jensens Sølvsmedie og Just Andersen. I dag betegner kunstindustri det område mellem på den ene side rent kunsthåndværk og på den anden industriel design, hvor kunstneren eller kunsthåndværkerens intention udføres helt eller delvis industrielt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Mirjam Gelfer-Jørgensen: kunstindustri i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=112271