Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Japan - kunsthåndværk

Oprindelig forfatter JHorn Seneste forfatter Redaktionen

Blandt moderne industristater udmærker Japan sig ved at have bevaret en stærk håndværksmæssig tradition med kunsthåndværkere, som beundres for deres sans for kvalitet og kunstnerisk design.

Kunsthåndværket blev stimuleret efter midten af 500-tallet med buddhismens ankomst og etablering af en nærmere forbindelse med fastlandet. Med opførelsen af buddhistiske templer skabtes ikke alene et behov for malerier og skulpturer af guddomme, men også fint forarbejdede tekstiler, lakarbejder og metalgenstande som klokker og røgelseskar samt andre ceremonielle genstande.

Tidlige eksempler herpå er bevaret i det kejserlige skatkammer Shosoin og i templerne i og omkring byen Nara. Det japanske kunsthåndværk modtog løbende stærke påvirkninger fra Kina og Korea, der med tiden blev tilpasset den særlige japanske smag.

Keramik

Japan. Stentøjsvase med kalligrafidekoration udført 1990 af Miyamoto Chikukei (f. ca. 1910). Kunstindustrimuseet.

Japan. Stentøjsvase med kalligrafidekoration udført 1990 af Miyamoto Chikukei (f. ca. 1910). Kunstindustrimuseet.

Keramik har været fremstillet i Japan siden Jomonperioden (ca. 8000-ca. 300 f.Kr.), som har fået navn efter de snoreaftryk, der anvendtes som dekoration på det tidlige lertøj. Fra Yayoiperioden (ca. 300 f.Kr.-ca. 300 e.Kr.) kendes brugskeramik og lerkopier af bronzegenstande.

I slutningen af perioden indførtes pottemagerhjulet, og den forbedrede teknik medførte en øget anvendelse af lertøj. Langt op i tiden var redskaber og service af træ dominerende i den daglige husholdning.

Af stor betydning for den keramiske udvikling var introduktionen af anagama-ovne gennem koreanske pottemagere i 400-tallet. Disse ovne, der blev gravet ind i bakkeskråninger, kunne brænde lertøj ved over 1000 °C. Heri fremstilledes uglaseret, hårdt brændt sue-keramik, som blev anvendt af overklassen og under de buddhistiske ceremonier. Kontakten med Kina førte omkring år 700 til anvendelse af farvede blyglasurer på lertøj (sancai).

Den karakteristiske japanske keramik fra 1100-tallet og frem til ca. 1600 var robust, uglaseret stentøj, som især blev brugt som forrådskar. De bedst kendte keramiske centre er de "seks gamle ovne": Echizen, Shigaraki, Seto, Tokoname, Tamba og Bizen.

Glaseret keramik fra Seto blev betragtet som det fineste, og her fremstilledes fra 1300-tallet efterligninger af kinesiske teskåle med temmoku-jernglasur. Teskåle, tedåser, vandkrukker og blomstervaser blev fremstillet til brug i teceremonien, som opnåede sin endelige udformning i Japan i 1500-tallet. Blandt den foretrukne tekeramik var produkter fra Bizen, Shigaraki, Mino (oribe) og Karatsu samt håndformede teskåle (se raku).

Fra Korea indførtes i slutningen af 1500-tallet de "krybende ovne" (naborigama), som kunne have op til 20 ovnkamre i forlængelse af hinanden, og hvori brændingstemperaturen kunne nå op på 1300-1400 °C.

Dette muliggjorde fremstilling af porcelæn, efter at egnet porcelænsjord var blevet fundet på Kyushu i begyndelsen af 1600-tallet. Af de tidlige porcelænstyper blev store mængder af imari og kakiemon eksporteret til Europa, mens finere imari og nabeshima forbeholdtes de lokale herskere.

I Edotiden (1603-1868) steg efterspørgslen efter finere brugskeramik og tekeramik. Mange nye ovne blev oprettet, heriblandt Kutani, som fremstillede porcelæn dekoreret med emaljefarver. Også lertøj og stentøj, bl.a. dekoreret af kunstnere som Kenzan, var meget eftertragtet.

1700- og 1800-tallets keramik var generelt præget af nedgang i kvaliteten og mangel på kunstnerisk inspiration. Kendt i Vesten er satsuma-keramik, der blev fremstillet til eksport.

I dag produceres størstedelen af den japanske keramik industrielt, men de gamle traditioner videreføres stadig i mindre ovne rundt om i landet, fx af den internationalt kendte Hamada Shoji.

Lak

Japan. Japansk dåse til røgelse (kobako). Dåsen, der er dekoreret med kejsertræets blade og blomsterstande i guld, stammer fra 1600-t. Den indgik i Det Kongelige Kunstkammer før 1674. Den er 6,5 cm høj og findes på Nationalmuseet.

Japan. Japansk dåse til røgelse (kobako). Dåsen, der er dekoreret med kejsertræets blade og blomsterstande i guld, stammer fra 1600-t. Den indgik i Det Kongelige Kunstkammer før 1674. Den er 6,5 cm høj og findes på Nationalmuseet.

Lak har i Japan været brugt til beskyttelse og dekoration af fx træ og fletværk siden slutningen af Jomonperioden. Først efter at buddhismen var nået til landet, og nye teknikker og dekorationsformer var indført fra Kina og Korea, begyndte lakkunsten at spille en meget vigtig rolle.

Den blev anvendt til især service, æsker, beholdere som fx inro og møbler. De bevarede lakarbejder viser, at bl.a. maki-e-teknikken og lak med indlægninger af hhv. perlemor og tynde guld- og sølvflager var kendt i Japan fra 700-tallet.

Maki-e ('strøet billede') er en karakteristisk japansk dekorationsmåde, i hvilken guld- eller sølvstøv drysses ned på den våde lakflade. Denne teknik udvikledes til at omfatte flere forskellige variationer, bl.a. nashiji ('pæreskal'), i hvilken uregelmæssige stykker guld strøs ud over et lag gennemsigtig ravfarvet lak.

Fra slutningen af 1500-tallet blev japanske lakarbejder eksporteret til Europa, hvor de pp grund af den høje kvalitet blev meget eftertragtede, og hvor man søgte at efterligne dem.

Tekstiler

Før bomuld blev indført i Japan i 1500-tallet, anvendtes fibre fra bl.a. hamp og ramie (kinagræs) samt silke til fremstilling af dragter og tekstiler. Silkeorme menes indført fra Kina omkring år 200, og fra 500-700-tallet findes to meget store tekstilsamlinger fra hhv. Horyu-ji-templet (nu opbevaret i Tokyo Nationalmuseum) og Shosoin. En stor del er importeret fra fastlandet, og nogle tekstiler har motiver, som kan spores helt til Egypten og Persien.

Japanerne foretrak generelt sammensatte tekstilmønstre og motiver hentet fra naturen og dagliglivet. Blandt højdepunkterne er 1500- og 1600-tallets kimonoer med indfarvet, bemalet og broderet dekoration og overdådigt brokadevævede No-teaterdragter samt ikat (kasuri)-vævede stoffer af hamp og bomuld fra sen Edotid.

Papir

Teknikken blev indført fra Kina i slutningen af 500-tallet. Papir blev ikke alene brugt som skrive- og trykkemateriale, men også til boligens skydedøre og foldeskærme og til fint forarbejdede vifter og lygter.

Af oliepræpareret papir fremstilledes regntøj, paraplyer og skabeloner til farvning af tekstiler, af læderimiteret papir pibeetuier og tobakspunge, og snoet papir blev bl.a. vævet til kimonoer.

Fremstilling af papir blev tidligere drevet som hjemmeindustri af bønderne om vinteren. Før 1870'erne, da papirmaskiner blev indført fra Vesten, fandtes der ca. 100.000 papirmagere i landet. I dag er der færre end 600 tilbage, som fremstiller håndgjort papir til især kunstneriske formål.

Bambus

Bambus har altid været anvendt til talrige formål, men først da temesteren Sen no Rikyu i 1500-t. begyndte at bruge bambusredskaber i teceremonien, blev japanerne opmærksomme på plantens kunstneriske anvendelsesmuligheder.

Traditionelt anvendes bambus til bl.a. kamme, hårpinde, penselbægre, vaser til blomsterarrangement (se ikebana), møbler, æsker og musikinstrumenter samt skelettet i vifter og paraplyer.

Træ og metal

Træ fandt udbredt anvendelse i japansk folkekunst og var basis for lakarbejder. Det blev desuden brugt til masker og var et af de materialer, som blev udskåret til netsuker.

Kendskabet til metallurgi nåede Japan i Yayoiperioden, hvor bronze blev anvendt til våben, spejle og klokker (dotaku) og efter buddhismens indførelse til støbning af bl.a. statuer, klokker og lamper.

De japanske sværdsmede var uovertrufne i fremstilling af stærke og meget skarpe stålklinger og udsøgt tilbehør (se tsuba). Blandt andre beundrede arbejder var de jernkedler, som anvendtes i teceremonier.

Nutiden

Siden 1950'erne har den japanske regering søgt at bevare de traditionelle håndværksteknikker ved at udnævne særlig fremragende kunsthåndværkere til "levende nationalskatte".

Disse kunstnere er forpligtet til at videregive deres færdigheder til eftertiden, og deres indsats bliver støttet økonomisk af staten. Sideløbende hermed fremstiller moderne designere mere avantgardistisk kunsthåndværk, som bl.a. udstilles på den årlige kunstudstilling Nitten.

Læs mere om Japan.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Joan Hornby: Japan - kunsthåndværk i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. januar 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=100746