Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

smykker

Oprindelige forfattere AP, FrLin, KRyk, MThes, PON og LF Seneste forfatter Redaktionen

smykker, dekorative genstande af forskelligartede materialer, der bæres af begge køn på kroppen eller klædedragten. Ofte tjener smykker som pynt, men de kan også have en praktisk, rituel eller magisk funktion, markere socialt eller kulturelt tilhørsforhold samt bruges som symboler ved særlige fester og ceremonier. Interessen for at udsmykke krop og klæder med æstetiske og symbolske markører kan spores tilbage til mellempalæolitikum, til Cro-Magnon-folket, der levede for ca. 32.000 år siden. På sydeuropæiske hulemalerier fra istiden, som er de tidligste menneskebilleder, man kender til, findes der billeder af nøgne kvinder med kropstatoveringer; gravfund fra ca. 25.000 f.Kr. vidner om, at disse istidsfolk har båret smykker i form af gennemborede dyretænder, knogler og konkylier, trukket på snore eller påsyet dragterne. Nogle har sandsynligvis været jagttrofæer eller amuletsmykker.

Brugen af smykker har varieret i tid og rum og fra kultur til kultur ligesom smykketyperne, deres form og materialer. Ændringer i klædedragten har fx påvirket smykkekulturen; folderige og draperede dragtformer blev ofte holdt sammen af store, ornamenterede spænder og fibulaer, som både var til nytte og pryd, og med udviklingen af mere tætsiddende dragttyper i senmiddelalderen kom knapper, bælter og forskellige slags spænder til at spille en vigtig rolle som dragtsmykker.

Hos naturfolk har smykker og kropsdekorationer (tatovering og bemaling) indtaget en mere dominerende plads end klæder. De har især fungeret som identifikationssymboler, knyttet til rituelle handlinger og fester. Smykkerne er ofte blevet fremstillet af naturmaterialer og tillagt en særlig magisk kraft, fx visse træstykker og planter, ben, hår, fjer og sten.

Annonce

I mere hierarkisk opbyggede samfund har man ofte brugt kostbare metaller og ædelstene til fremstillingen af smykker og herved markeret en social rang og status. Tidlige smykkefund af metal stammer fra Egypten, hvor man allerede ca. 4000 f.Kr. anvendte guld og kobber; halssmykker og armringe var de foretrukne smykketyper til begge køn. I den moderne vestlige verden har især ungdommen fra midten af 1960'erne brugt nye og utraditionelle smykkeformer, ofte inspireret af fremmede kulturers smykkekunst.

Se også kropsudsmykning, piercing og tatovering.

Forhistorie

I Danmark har ravsmykker været båret siden ældre stenalder, hvorfra der kendes hængesmykker med indridsede ornamenter eller figurer.

En omfattende produktion af ravperler til halskæder fandt sted i neolitikum (yngre stenalder). De ældste metalsmykker i form af spiralringe og smykkeplader af kobber er fundet i grave fra tidlig neolitikum, ca. 4000-3300 f.Kr. Guldsmykker optræder først i senneolitikum i form af fladhamrede ringe og halssmykker (se lunula).

I bronzealderen bar fornemme kvinder ringsmykker af trådguld og et sæt af bronzesmykker, der omfattede armringe, halskraver, bæltesmykker og bøjlenåle; mændenes værdighedstegn var armringe af guld.

I førromersk jernalder sank brugen af metalsmykker til enkle ringe og fibulaer, nogle med keltiske stilelementer. I yngre romersk og germansk jernalder udviklede der sig en særlig smykkemode med ornamenter i nordisk dyrestil, der prydede pragtfulde fibulaer og spænder, først af sølv, senere af guld, samt tunge guldhalskraver med filigran.

Vikingetid

Dragt- og smykkeskik i vikingetiden kendes fra grav- og skattefund. Bronze eller sølv var de foretrukne metaller, mens guld især anvendtes i form af forgyldning, sjældnere som selvstændigt smykkemetal. Dekorationerne var bl.a. variationer over stiliserede båndfletninger og dyremotiver.

Karakteristisk for den nordiske kvindedragt var et par skålspænder, der holdt stropperne i en selekjole. Kappen eller overtøjet blev lukket med et tredje spænde, enten ligearmet, rundt, trefliget, tunge- eller dyreformet. Et lille spænde lukkede halsslidsen i særken. Nationale og regionale forskelle forekom; i Finland anvendtes to runde spænder og på Gotland to dyrehovedformede spænder kombineret med et rundt dåseformet spænde.

Den kontinentale dragtskik trængte gradvis igennem i 900-t., og nye smykketyper dukkede op, bl.a. filigranspænder og korsformede vedhæng, se fx Hiddenseeskatten. Til mandsdragten hørte bælte og kappe. På bæltet sad et remspænde eller et lukke samt et pyntebeslag til beskyttelse af remenden. Kappen blev lukket over skulderen med en ringnål eller et ringspænde. Bukser eller strømper kunne holdes sammen ved knæene med hægter eller remme med spænder og beslag. Ud over dragtsmykker kendes finger-, arm- og halsringe, kæder og amuletter foruden vedhæng som torshamre og kristne kors.

Middelalder og renæssance

Sølv var det mest anvendte metal til smykker i middelalderen. Guld blev kun brugt til juveler, brocher og fingerringe til de fornemste verdslige og gejstlige personer. Omkring 1000 ophørte med kristendommens indførelse i Danmark den skik at gravlægge folk iført dragter med smykker; derfor er kendskabet til datidens smykker fra billedlige fremstillinger og fra skatte- og enkeltfund; blandt de betydeligste er Orøkorset, Dagmarkorset og brocherne fra Bevtoft i Sønderjylland (ca. 1000, fundet 1999) samt smykker med ædelstene, filigran og granulering fra Det Byzantinske Rige og Centraleuropa. Der er desuden fundet mange mindre smykker af sølv, bronze og blylegeringer, spænder med dyreslyng, fugle og Guds-lam.

Ringformede spænder med en tornlignende nål fastgjorde i tidlig middelalder mændenes kapper på højre skulder, senere foran. Små, runde spænder dekoreret med et par foldede hænder og med indskrifter til Jomfru Maria anvendtes til lukning af halsslidsen på kvinders særke og kjortler. Rosenkranse med bl.a. sølv- eller ravperler benyttedes af både gejstlige og verdslige. I senmiddelalderen blev sølvkroner fra kirkernes Maria- og helgenindestatuer udlånt til brude, hvilket sandsynligvis også gjaldt for Middelfartkronen. Sølvsmykker blev syet på adelens dragter, der havde knapper af forgyldt filigran og påsatte bjælder i kæder. I 1500- og 1600-t. blev bælter holdt sammen af todelte spænder med øsken og krog. Tunge guldkæder med store vedhæng, ofte med emalje, kaméer og ædelstene, viste adelens og velhavende borgeres stand og formue. Kvinderne bar brede armbånd på begge arme og ved bæltet lugteæbler. Mange ringe på alle fingre var mode, især blandt kvinder.

Barok og rokoko

Smykker i barokstil slog gradvis igennem i Europa omkring 1600. Der opstod en interesse for store, uregelmæssigt formede perler, barocco, og for ædelstene og diamanter, der kom til Europa fra oversøiske lande.

Perioden var den store epoke for florale motiver, bl.a. tulipan og orkidé; i guld- eller emaljesmykker sås fine grene og blade, blomsterknopper og -hoveder, der slyngede sig om stene og perler. Det enkle perlecollier kom også for alvor på mode. Smykkekunsten udvikledes ret ensartet i de europæiske lande, idet designforlæg cirkulerede mellem landene; fx var Ludvig 14.s juveler Gilles Legarés forlæg højt værdsat.

Med rokokoen opstod ca. 1720 en forøget begejstring for ædelstene og diamanter. Formerne blev mere asymmetriske, og et eksotisk, østligt inspireret motivvalg blev fremherskende. Danske guldsmede fulgte den europæiske mode; de var veluddannede og producerede smykker på niveau med de andre europæiske lande. Mange smykker blev desuden importeret fra udlandet.

Historicisme

I første halvdel af 1800-t. var smykkerne kendetegnet ved rette linjer og små detaljer. Kaméer i sten med klassiske figurer var yndede både til ringe, brocher og armbånd. Efter 1850 blev smykkefremstillingen præget af industrialisering og masseproduktion, og fabrikanter forenede det håndværksmæssige med bijouteri, fx Vilhelm Christesen (1822-99), der havde værksted i København. 1865 beskæftigede han halvdelen af Københavns arbejdskraft inden for smykkefaget og førte et stort lager, hvilket var ganske nyt. Mange smykker blev fremstillet af valset guldblik, der fik form og udsmykninger på et faldværk. Der brugtes forskellige former for legeringer, ædle og uædle stene og filigransmykker blev meget populære. Smykker kunne udføres til 2 kr. stykket eller til 10.000 kr., hvis der var tale om diamanter. Blomster, blade og dyr var yndede ornamenter, ofte blandet med indfattede stene. Gennemgående var smykkerne rigt dekoreret, men de kunne også være enkelt udformet.

Med nationalromantikken udvikledes smykker i en oldnordisk stil, der kom til at danne mode; de blev præsenteret ved verdensudstillingen i Paris 1865 af E.F. Dahl (1814-79). Smykkerne kunne være direkte kopier af oldtidsfund eller en fri sammensætning af ornamenter fra forskellige stilperioder. De foretrukne smykketyper var brocher og kors, dernæst halsringe, hængesmykker og kæder. Det spiralsnoede armbånd var populært, udført af guldrør og dekoreret med partier af filigran og endeknopper formet som løgkupler. Allerede omkring 1900 var de oldnordiske smykker passé.

1900-20

Med art nouveau-stilens gennembrud i Frankrig og Belgien omkring 1900 ændrede smykkekunstens formsprog sig radikalt; symbolske, figurative og dekorative former brød frem og markerede en afstand til historicismen. Motiverne tog ofte afsæt i det mere virkelighedsnære, fx motiver fra plante- og dyrelivet, vævet sammen i asymmetriske former, jævnlig kombineret med svajende kvindeskikkelser. Kostbare materialer som guld og ægte perler sammenføjedes med mindre værdifulde såsom emalje, halvædelstene, perlemor og bronze.

Bevægelsens karakter var bl.a. påvirket af japansk kunst og kunsthåndværk. Frankrig var førende på området, repræsenteret ved René Laliques organiske formsprog, mens George Fouquet (1858-1929) og Henri Vever (1854-1942) introducerede stringente klassiske former. I Tyskland havde reformbevægelsen Deutscher Werkbund en vis indflydelse på den tyske jugendstil inden for smykkekunsten; massive former og symmetriske kompositioner udvikledes, fx hos Theodor Fahrner (1859-1919). I Østrig var Josef Hoffmanns (1870-1956) og Koloman Mosers arbejder kendetegnet ved en geometriserende stil, begge ud fra deres baggrund i Wiener Werkstätte, hvorimod de britiske smykkekunstnere Archibald Knox (1864-1933) og C.R. Ashbee trak linjer tilbage til keltisk kunst ved at kombinere sammenslyngede bånd med tidens nye motiver. I USA påbegyndte flere firmaer først i sidste halvdel af 1800-t. en egenfabrikation af smykker; Louis Comfort Tiffany inddrog den farvestærke orientalske smykkestil i sin udformning af smykker i art nouveau.

Med skønvirkestilen udvikledes en ny ornamentik på dansk grund. Inspirationskilderne var den britiske Arts and Crafts Movement, fransk og japansk kunst og kunsthåndværk og ikke mindst Thorvald Bindesbølls robuste, djærve former. Georg Jensens arbejder markerede højdepunktet med enkle sølvsmykker, dels blanke, dels oxiderede. Blandt andre smykkekunstnere kan nævnes Mogens Ballin, Erik Magnussen og Johan Rohde.

1920-45

Fra skønvirke bevægede smykkekunsten sig i 1920'erne mod art déco; geometriske og stiliserede former efterstræbte det strømlinjede og mere enkle, gerne luksuriøse udtryk. Samtidig søgte man at tilpasse smykkerne massefremstillingen som led i den voksende industrialisering, en praksis, der også ideologisk hang sammen med tidens idealer om genstandes sociale funktion. Foruden de ædle materialer kom mindre ædle til, bjergkrystal især og også messing, nikkel, farvede stene og det nye kunststof bakelit. De nye materialer anvendtes primært inden for bijouteri, der var et nyt fænomen; Astrid Wessels (1904-61) og Ingeborg Mølsteds (1896-1989) lancering af similismykker var karakteristisk for den ny køb og smid væk-kultur.

Den funktionelle æstetiks indvirkning på smykkekunsten viste sig fra slutningen af 1920'erne ved en øget stramhed i udformningen; Harald Nielsens og arkitekten Oscar Gundlach-Pedersens sølvarbejder for Georg Jensen var rene modernistiske abstraktioner over de geometriske grundformer, især det cirkulære. Den abstrakte billedkunsts formsprog havde stor betydning for måden, hvorpå den moderne smykkekunst videreudvikledes, understøttet af et øget samarbejde mellem billedkunstnere, arkitekter og smykkekunstnere; tanken om smykkets egenværdi som skulpturel genstand eller et billedligt felt kan ses som en konsekvens af smykkekunstnernes forbindelser til andre fagområder.

Den stiliserende linje fortsatte i 1930'erne, også i de figurative art déco-arbejder, fx hos Arno Malinowski, ligesom det stramt komponerede og geometriske, fx hos Karl Gustav Hansen. Desuden kan nævnes Just Andersen (1884-1943) og Sigvard Bernadotte.

Efter 2. Verdenskrig

Krigsårenes stilstand for europæisk smykkekunst fremprovokerede en ny opfindsomhed i brugen af materialer. Kunstnerne begyndte at anvende jern, moseeg, keramik og ikke mindst emalje. Dog stod det traditionelle sølv stadig stærkt, da Henning Koppel i 1950'erne vandt international anerkendelse med såvel korpusarbejder som sølvsmykker. Koppels organiske modernisme forenede det abstrakte med en næppe synlig figuration i de kurvede linjer. Dertil kom møbelarkitekterne Nanna og Jørgen Ditzels mere statiske sølvarbejder foruden Bent og Helga Exners arkitektonisk-konstruktive unikasmykker. Ole Bent Petersen præsterede derimod at sammenkæde det dagligdags og det humoristiske med bh'er og identitetskort udformet i kostbare materialer. Bent Gabrielsen fortsatte den organiske linje efter Koppel og inddrog også et eksotisk betydningslag med farverige stene. Med Arje Griegsts arbejder fra begyndelsen af 1960'erne introduceredes det fabulerende og eventyragtige som en helt ny retning i dansk smykkekunst, der senere videreudvikledes af Irene Griegst og Torben Hardenberg.

Som et modtræk til bijouteriet og det massefremstillede slog unikasmykket igennem i 1970'erne, det enkelte smykke som et kunstværk i sig selv. 1970'erne og især den postmodernistiske bølge i 1980'erne var afgørende for materialefornyelsen, der omfattede de fleste europæiske lande. Impulserne kom især fra Tyskland, fra Herman Jünger (1928-2005) og Friedrich Becker (1922-97), og fra Holland med Emmy van Leersum. De introducerede brugen af de i grunden uæstetiske materialer, bl.a. fra industrien: plast, gummi, akryl, aluminium, titanium, niobium og stål, foruden papir og tekstiler; denne udogmatiske indstilling til smykket som pryd og som form var ny. Også herresmykker blev genstand for nytænkning.

1980'erne rummede både en forankring i det figurative, fx hos Peder Musse og Mikala Naur, og abstrakte former grænsende til det konstruktive, fx hos Eva Dora Lamm (f. 1952), Kim Buck (f. 1957), Claus Bjerring og Jan Lohmann. Ulrik Jungersen (f. 1960) er gået i retning af smykkets skulpturelle karakter, og til de mere organisk arbejdende kunstnere hører Allan Scharff, Per Suntum, Anette Kræn og Thorkild Thøgersen.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Anne Pedersen, Fritze Lindahl, Kirsten Rykind-Eriksen, Marianne Thesander, Poul Otto Nielsen, Lise Funder: smykker i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=161451