Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

fingerring

Oprindelig forfatter FrLin Seneste forfatter Redaktionen

Fingerring. Fra venstre ses: Guldfingerring fra 1000-t. snoet af glatte og riflede tråde ligesom vikingetidens hals- og armringe. Fundet på Lolland. Guldfingerring med safir i høj gotisk fatning med små kroner ved siderne. Fundet i skat ved Slagelse sammen med mønter, der daterer den til ca. 1350-75. En af middelalderens mange fingerringe med religiøse motiver; guldring med den korsfæstede Kristus, Maria og Johannes. Slutningen af 1400-t.; fundet i Odense. Trolovelsesring af guld; hænderne griber om et hjerte som symbol på trolovelsens håndslag. 1500-t.; fundet i Kalundborg. Ingeborg Skeels signetring med hendes adelsvåben og navn graveret i en plade af bjergkrystal. Ca. 1575-1600; fundet på hendes ejendom Voergård ved Sæby. Renæssancering af guld med taffelsleben rubin og emalje. Ca. 1600; fundet i Roum ved Viborg. Alle fingerringene findes på Nationalmuseet.

Fingerring. Fra venstre ses: Guldfingerring fra 1000-t. snoet af glatte og riflede tråde ligesom vikingetidens hals- og armringe. Fundet på Lolland. Guldfingerring med safir i høj gotisk fatning med små kroner ved siderne. Fundet i skat ved Slagelse sammen med mønter, der daterer den til ca. 1350-75. En af middelalderens mange fingerringe med religiøse motiver; guldring med den korsfæstede Kristus, Maria og Johannes. Slutningen af 1400-t.; fundet i Odense. Trolovelsesring af guld; hænderne griber om et hjerte som symbol på trolovelsens håndslag. 1500-t.; fundet i Kalundborg. Ingeborg Skeels signetring med hendes adelsvåben og navn graveret i en plade af bjergkrystal. Ca. 1575-1600; fundet på hendes ejendom Voergård ved Sæby. Renæssancering af guld med taffelsleben rubin og emalje. Ca. 1600; fundet i Roum ved Viborg. Alle fingerringene findes på Nationalmuseet.

fingerring, lille ring af guld, sølv, bronze (messing), jern eller andet materiale til at bære på hvilken som helst finger, fortrinsvis den fjerde, kaldet ringfingeren.

Fra gammel tid mente man, at en åre gik direkte fra hjertet til denne finger på venstre hånd. Ringen består af en skinne, buet eller kantet, ofte med en plade, én eller flere indfattede stene, med eller uden kløer og sidestøtter. Fingerringe kan spores tilbage til sumererne i 2000-tallet f.Kr. og er gennem tiderne brugt som symboler på magt, rigdom, kærlighed og venskab.

Signetringe (seglringe) med graveret navn eller mærke i en plade hører til de ældste; da farao ifølge Bibelen gjorde Josef til medregent i Egypten, satte han sin seglring på Josefs hånd. Fra den nære orient bredte skikken at bære fingerring sig til grækerne, etruskerne og romerne. I republikkens tid gik romerne med fingerringe af jern, senere af guld; senatorerne brugte signetringe som embedstegn.

Fra Middelhavslandene kom fingerringene til Nordeuropa, hvor de kendes fra de første århundreder e.Kr. Skattefund fra vikingetid viser fingerringe, som er miniaturer af snoede hals- og armringe.

Middelalderlige fingerringe med religiøse symboler, magiske og/eller religiøse indskrifter har karakter af amuletter til afværgelse af sygdom og alt ondt. De har relieffer eller graverede billeder med Kristi ansigt, korsfæstelsen, Jomfru Maria og barnet, helgener, hjerter, roser og sammenlagte hænder.

Fra 600-tallet indsattes katolske bisper i deres embede ved overdragelse af bl.a. en fingerring. Pavens ring, fiskerringen med et billede af Peters fiskedræt, fornyes for hver pave; klostres abbeder og abbedisser bærer ringe, ligesom nonner vies til Jesus med en fingerring.

Kærligheds- og forlovelsesringe (trolovelsesringe) kendtes i antikkens Rom. Uden begyndelse og ende er ringe i sig selv tegn på evig troskab, men særligt yndede var ringe med sammenlagte hænder, symbol på "trolovelsens håndslag"; i Danmark kendes de fra middelalderen til 1700-tallet.

Den danske prinsesse Anne fik en ring med de sammenlagte hænder, en såkaldt federing, til sit bryllup i 1589 med Jakob 6. af Skotland. Forlovelsesgaver var ikke altid fingerringe, men i renæssancen blev de almindelige i samfundets højeste lag i form af en glat eller snoet ring med indskrift, eventuelt en puslering bestående af fire tynde ringe sammenkædet på bagsiden. Fra middelalderen var forlovelsen (fæstningen) det bindende i Danmark; ringen hørte til denne. Efter Reformationen har præsten påsat ringe, sædvanligvis glatte, ved kirkelig vielse; men først i nyere tid er vielsesringe blevet almindelige.

Signetringe af guld og sølv, ofte med plader af onyx, hvori der er graveret slægtsvåben, brugtes af adel og præster i 1300-1400-tallet. I de næste århundreder fik også borgere og bønder signetringe med deres bomærker og initialer til stempling af dokumenter.

Disse ringe var af bronze eller messing og er bevaret i stort antal. Doktorer ved universiteter og højere læreanstalter kan bære en doktorring, frimurere en særlig ring med ordenssymboler. Sølvfingerringe er meget populære hos helt unge piger, der ofte udveksler veninderinge.

Middelalderringenes ædelstene, safirer, ametyster og granater, var rundslebne; i renæssancetiden benyttedes et større udvalg af farvestrålende stene, som blev facetslebet og ofte omgivet med emalje. Kaméer med portrætter og perler var yndede.

Fra ca. 1600 blev den rose- eller taffelslebne diamant foretrukket, senere den brilliantslebne sten. Guldsmede har i 1900-tallet skabt fantasifulde fingerringe, ikke alene af ædelmetaller, men også af materialer som titan, akryl og tekstil.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Fritze Lindahl: fingerring i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=76083