• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Herluf Jensenius

Oprindelig forfatter KVitt Seneste forfatter Bodil Hammer

/@api/deki/files/13858/=ud_a_104075.mp3?revision=2

Herluf Jensenius, 1888-1966, dansk tegner. Herluf Jensenius var uddannet lærer 1909, men sprang fra lærergerningen og blev fast tegner ved B.T. (1919-27), hvortil han dagligt med sin enkle, levende streg illustrerede mundrette vers skrevet af Viggo Barfoed ('Ærbødigst').

Jus, som hans signatur var, tegnede for Blæksprutten fra 1916 og var 1935-65 dens redaktør; desuden var han tilknyttet Dagens Nyheder 1927-33 og Berlingske Tidende 1934-66 med især teatertegninger som speciale.

Herluf Jensenius' glansperiode som politisk karikaturtegner faldt sammen med Th. Staunings politiske storhedstid; kendt er bl.a. helsidestegningen af Kanslergadeforliget 1933 til Blæksprutten.

Annonce

Han har tillige udført talrige bogillustrationer, bl.a. til H.C. Andersen. Herluf Jensenius var medlem af Grønningen fra 1927, og han modtog Eckersbergs Medalje 1936.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kirsten Vittrup: Herluf Jensenius i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. oktober 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=101164