Faktaboks

Lars Bo
Født
1924
Død
1999

Lars Bo, egl. Lars Bo Jørgensen, 1924-1999, dansk tegner og grafiker. Lars Bo blev uddannet bl.a. på Kunsthåndværkerskolen, før han i 1947 bosatte sig i Paris.

Han tegnede til Social-Demokratens tillæg Hjemmets Søndag og til Politikens Magasinet, senere til flere franske blade, men han er især kendt for sine farveraderinger.

Heri udfolder Lars Bo et surrealistisk univers, der også præger de mange illustrationer til værker af bl.a. Voltaire, Kafka og H.C. Andersen. Han har endvidere lavet teaterdekorationer og skrevet bøgerne Det vidunderlige hus i Paris (1954), Afrikas øjne (1974) og Månefuglen (1990).

Fra 1965 var Lars Bo medlem af Grønningen. Han udgav i 1995 En underlig dreng, erindringer fra en fredelig barndom og en ungdom under besættelsen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig