• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

daguerreotypi

Oprindelig forfatter PKN Seneste forfatter Redaktionen

/@api/deki/files/6033/=ud_a_107622.mp3?revision=1

/@api/deki/files/6034/=ud_b_107622.mp3?revision=1

Fotografi. Daguerreotypiapparatet (øverst) er bygget hos optikeren N.P. Lerebours i Paris i 1839. Det blev købt af major C.J. de Meza og kom til København i begyndelsen af december 1839; mahognikameraet er blandt de få bevarede og findes på Danmarks Tekniske Museum. Nedenunder et af de fire småbilledkameraer, som Jens Poul Andersen, Nellerødmanden, byggede i 1917. En sideplade med søgeren er taget af, så man ser ned i det lille mahognikamera (10 cm×5 cm×21 cm), der kan tage op til 200 billeder på en 35 mm kinofilm. Kameraet findes på Danmarks Fotomuseum.

Fotografi. Daguerreotypiapparatet (øverst) er bygget hos optikeren N.P. Lerebours i Paris i 1839. Det blev købt af major C.J. de Meza og kom til København i begyndelsen af december 1839; mahognikameraet er blandt de få bevarede og findes på Danmarks Tekniske Museum. Nedenunder et af de fire småbilledkameraer, som Jens Poul Andersen, Nellerødmanden, byggede i 1917. En sideplade med søgeren er taget af, så man ser ned i det lille mahognikamera (10 cm×5 cm×21 cm), der kan tage op til 200 billeder på en 35 mm kinofilm. Kameraet findes på Danmarks Fotomuseum.

daguerreotypi, fotografisk proces, udviklet i 1830'erne af L.-J.-M. Daguerre og J.-N. Niépce. En forsølvet kobberplade behandles med joddampe, så der dannes et lysfølsomt lag af sølvjodid på pladen. Når den belyses i et kamera, dannes der et latent billede i sølvjodidlaget; billedet fremkaldes med kviksølvdampe, der sammen med sølvjodidpartiklerne danner et finkornet lag af sølvamalgam på de steder, hvor pladen er blevet belyst.

Denne fremkaldelse lykkedes i 1835 for Daguerre, der to år efter også kunne fiksere billedet med almindeligt kogsalt, der opløser det ubelyste sølvjodid; senere anvendtes fiksersalt. Et daguerreotypi er egentlig et negativ, men ved betragtning i en bestemt synsvinkel ses det som et positivt, spejlvendt billede; det kan kun mangfoldiggøres ved affotografering.

Som den første praktisk anvendelige proces til fremstilling af holdbare fotografiske billeder fik daguerreotypien en revolutionerende betydning for 1800-tallets billedkunst, ikke mindst som konkurrent til portrætmaleriet.

Eksponeringstiden kunne i de første år være op til 30 minutter; derfor var solskinsbelysning og nakke- eller hovedstøtter nødvendige for portrætfotografens arbejde. Men allerede i begyndelsen af 1840'erne var belysningstiden nede på få sekunder, senere brøkdele af et sekund.

Daguerreotypien var dominerende som fotografisk billedmetode, indtil kalotypien blev udbredt i 1840'erne. Daguerreotypier forveksles ofte med de senere ambrotypier og ferrotypier, som var enklere og billigere at fremstille.

Se også fotografi.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Kühn-Nielsen: daguerreotypi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=60497