Eastman Kodak Company. Objektivet på det klassiske Vest Pocket Kodak-foldekamera; den her viste Model B blev fremstillet i perioden 1925-34.

.

Eastman Kodak Company, til 1892 The Eastman Dry Plate Company, amerikansk industrikoncern, grdl. 1881 af George Eastman og Henry A. Strong (1838-1919); hovedsæde i Rochester, New York. I 1888 lanceredes varemærket Kodak som navnet på det første enkle kamera til rullefilm.

Firmaet fremstiller bl.a. fotografiske film, papir og kemikalier samt kameraudstyr til privat og professionel fotografering, tv- og filmindustrien og den grafiske industri; endvidere produceres kontorkopimaskiner, digitale kameraer og komponenter til elektronisk billedbehandling. Eastman Kodak Co. har afdelinger i mange lande, i Danmark fra 1910.

I 1994 havde virksomheden 93.300 ansatte og en omsætning på 13,5 mia. dollar, men den digitale udvikling inden for fotografi har betydet, at tallene i 2010 var faldet til 18.800 ansatte og en omsætning på 7,2 mia. dollar.

I 2012 gik Eastman Kodak Company i betalingsstandsning efter længere tids krise. Efter en rekonstruktion af virksomheden med bl.a. reduktion af medarbejderstaben til ca. 8000, frasalg og udlejning af patenter samt koncentration om erhvervsrettede digitale printløsninger blev selskabet Kodak atter noteret på børsen i 2014.

Se også fotografi og kamera.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig