Søger, den del af et foto-, film- eller videokamera, der benyttes til betragtning af motivet og til fokusering, evt. også til information om kameraindstillinger. I gennemsigtssøgeren betragtes motivet gennem en åbning i kameraet; er den forsynet med hjælpemiddel for manuel fokusering, betegnes den målesøger. I en spejlreflekssøger reflekteres det lys, der passerer objektivet, via et spejl op i søgeren. I den elektroniske søger gendannes billedet af elektroniske pixels, således i digitale kameraer og på videoudstyr. Se kamera.