Rollei, tysk kamerafabrik, grundlagt i Berlin 1920 af Paul Franke (1888-1950) og Reinhold Heidecke (1881-1960). Firmaet producerede oprindeligt stereokameraer. 1928-81 og igen fra 1987 produceredes det banebrydende toøjede spejlreflekskamera Rolleiflex til 6 cm×6 cm negativformat; en mindre version til 4 cmx4 cm negativformat blev produceret 1931-43 og 1957-68. I 1966 kom søgerkameraet Rollei 35 og 6 cm×6 cm spejlreflekskameraet SL 66, der siden er udviklet til 6000-serien med blandt andet digitale bagstykker. Desuden fremstilles diaprojektorer, fra 1976 eksempelvis P3800, den første af en række 35mm projektorer med indbygget overblænding. Firmaet lukkede i 2005. Rollei-navnet sættes i dag på amatørprodukter fra andre producenter.