J. Herman Christensen, Jens Herman Christensen, 1877-1953, dansk ingeniør og opfinder. Han var 1902-08 ansat hos Valdemar Poulsen og havde derefter eget laboratorium, hvor han bl.a. eksperimenterede med farvefotografi. J.H. Christensen tog fra 1909 en række patenter på fremstilling af farvefotografier, og han var en pioner på dette område i Danmark. Han arbejdede også med farvefotografering hos Eastman Kodak Company i USA og hos Agfa i Tyskland, der lancerede hans farvenegativer under navnet Agfa Farbenplatten.