Holger Damgaard, 1870-1945, dansk fotograf. Efter et ophold i USA, hvor han oplevede pressefotografiets betydning, fik Damgaard fra 1900 antaget billeder i ugebladet Hver 8. Dag og i Illustreret Tidende. 1908 blev han ansat ved Politiken som den første pressefotograf, og i dette blad bragtes 7/12 samme år ét af de første rasterkliché-reproducerede dagbladsfotografier. I 1912 var Damgaard blandt initiativtagerne til Journalistfotografforbundet (Pressefotografforbundet). S.m. Peter Elfelt var han foregangsmand inden for reportagefotografiet, og hans billeder dokumenterer næsten alle dele af det danske samfund.