Bent Riis, f. 1954, dansk fotograf. Riis, som er selvlært, debuterede i 1976 med en serie sort-hvide formstudier af ramponerede brugsgenstande, der lagde grunden til hans foretrukne genre, stillebenet. I 1980'erne gik han over til farvefotografi, og 1994-95 udførte han hovedværket, Stilleben med jernbanevogne, hvori organiske og uorganiske elementer blandes med koloristisk mesterskab.