Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Edward Steichen

Oprindelig forfatter THTha Seneste forfatter Redaktionen

Edward Steichen, 1879-1973, amerikansk fotograf og maler, f. i Luxembourg, uddannet litograf. Under et studieophold i Paris 1900-02 fotograferede Edward Steichen bl.a. Auguste Rodin omgivet af sine skulpturer, inspireret af symbolismens billedsprog.

Sammen med Alfred Stieglitz og andre grundlagde han i 1902 gruppen Photo-Secession i New York (se pictorialisme). Gruppen formede sig omkring galleriet 291 og det eksklusive magasin Camera Work (1903-17), der viste mange af Steichens fotografier.

Efter deltagelse i 1. Verdenskrig opgav Edward Steichen maleriet, som han havde dyrket sideløbende med fotografiet, og fra 1923 virkede han som portræt- og reklamefotograf med en mere nøgtern, realistisk billedstil. Han portrætterede bl.a. Greta Garbo og Charlie Chaplin, og 1923-38 var han cheffotograf på magasinerne Vogue og Vanity Fair.

Annonce

1947-62 var Edward Steichen leder af den fotografiske afdeling på Museum of Modern Art i New York og skabte vandreudstillingen The Family of Man (1955), den hidtil mest sete fotoudstilling, bl.a. vist i Danmark i 1957. Udstillingens mere end 500 billeder, der med motiver fra hele verden skildrer liv, kærlighed og død, blev skænket til hans hjemland Luxembourg, hvor de er permanent udstillet på slottet i Clervaux.

En væsentlig del af Edward Steichens værk findes i dag på Musée national d'histoire et d'art i Luxembourg. I 2006 blev hans fotografi The Pond - Moonlight fra 1904 solgt hos Sotheby's i New York for 2,9 mio $, det højeste beløb, der indtil da var blevet betalt for et fotografi på auktion.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Tove Thage: Edward Steichen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=164573