Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

August Sander

Oprindelig forfatter BMKl Seneste forfatter Redaktionen

August Sander, 1876-1964, tysk fotograf. Som en af 1900-t.s betydeligste fotografer er August Sander kendt for sine nøgterne portrætter af det tyske folk under Weimarrepublikken.

Billederne udgør August Sanders livsværk, Menschen des 20. Jahrhunderts (Mennesket i det 20. århundrede), som blev påbegyndt ca. 1919. Med ambitionen om at skabe en encyklopædisk og komparativ dokumentation portrætterede han såvel fremtrædende som anonyme tyskere fra alle samfundslag i en enkel og realistisk billedstil, der på eksemplarisk vis skildrer markante typer for samtidig at lade individet træde i karakter.

I 1929 udkom 60 af August Sanders portrætter i bogen Antlitz der Zeit, men projektet blev aldrig fuldt realiseret, blandt andet på grund af modstand fra det nazistiske regime.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Birna Marianne Kleivan: August Sander i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=155236