Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Philip Seymour Hoffman

Oprindelig forfatter Redaktionen Seneste forfatter Redaktionen

Philip Seymour Hoffman, 23.7.1967-2.2.2014, amerikansk skuespiller. Philip Seymour Hoffman blev uddannet ved New York Universitys Tisch School of the Arts’ dramaskole i 1989 og debuterede i 1991 på tv med en rolle i serien Law & Order (I lovens navn) og samme år i filmen Triple Bogey on a Par Five Hole.

Han gjorde sig herefter bemærket med en birolle i Scent of a Woman (1992, En duft af kvinde), der blev fulgt af flere gode optrædener i bl.a. Paul Thomas AndersonsBoogie Nights (1997) og Coen-brødrenes skæve komedie The Big Lebowski (1998).

Med sin indsats i Todd Solondz’ (f. 15.10.1959) Happiness (1998), Joel SchumachersFlawless (1999), Paul Thomas Andersons Magnolia (1999) og David MametsState and Main (2000) lagde han yderligere alen til sin position som en af Hollywoods bedste birolleskuespillere, og med sin Oscar-, Golden Globe og BAFTA Award-belønnede præstation i titelrollen som forfatteren Truman Capote i Capote (2005) kom han endelig øverst på plakaten.

Annonce

Den runde Philip Seymour Hoffman med den ofte langsomme og smagende diktion spillede sideløbende med filmkarrieren store roller på Broadway i stykker af bl.a. Sam Shepard, Eugene O’Neill og William Shakespeare og var også instruktør for det anerkendte Off-Broadwayteater MCC Theater.

På film imponerede han siden i bl.a. actiondramaet Mission: Impossible III (2006) og Sidney Lumets thriller Before the Devil Knows You’re Dead (2007), og han blev nomineret til både en Oscar og en BAFTA Award for sine roller i Charlie Wilson’s War (2008), Doubt (2009) og The Master (2012).

I 2010 debuterede Philip Seymour Hoffman desuden som filminstruktør med komediedramaet Jack Goes Boating, som han også spillede hovedrollen i.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Philip Seymour Hoffman i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=299804