Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Michael Douglas

Oprindelig forfatter MiBl Seneste forfatter Redaktionen

Michael Douglas. Foto fra 2005.

Michael Douglas. Foto fra 2005.

Michael Douglas, Michael Kirk Douglas, f. 25.9.1944, amerikansk skuespiller, søn af Kirk Douglas; fra 2000 g.m. Catherine Zeta-Jones. Michael Douglas var i 1970'erne stjerne i tv-serien The Streets of San Francisco (1972-76) og etablerede sig samtidig i Hollywood som Oscar-belønnet medproducent på Miloš Formans mesterværk One Flew Over the Cuckoo's Nest (1975, Gøgereden) og efterfølgende som filmskuespiller i kernekraftdramaet The China Syndrome (1979, Kina-syndromet).

I 1980'erne og 1990'erne blev Michael Douglas stjerne i roller som let neurotiske middelklasseamerikanere, der får bragt deres tilværelse ud af kurs, ofte i en erotisk betinget konflikt som fx i Adrian Lynes (f. 4.3.1941) Fatal Attraction (1987, Farligt begær) og Barry LevinsonsDisclosure (1994, Afsløring) og i de beslægtede, mere actionprægede film Basic Instinct (1992, Iskoldt begær) og Falling Down (1993).

I samme periode rummede han også helterollen i Robert Zemeckis' actionkomedie Jewel of The Nile (1985, Nu går den vilde skattejagt) og Ridley Scotts mere brutale Japan-thriller Black Rain (1989) og modtog en Oscar for sin rolle som den kyniske børshaj i Oliver StonesWall Street (1987).

Annonce

Blandt Michael Douglas' senere film er David FinchersThe Game (1997), Curtis HansonsWonder Boys (2000), Steven Soderberghs Oscar-belønnede drama Traffic (2000) om USA's kamp mod narkotika og The Sentinel (2006).

I 2009 lænede Michael Douglas sig op ad sine tidligere roller som midaldrende mand i krise i Solitary Man, og i 2010 videreførte han med succes rollen som børshaj i Wall Street: Money Never Sleeps.