Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Matt Damon

Oprindelige forfattere CSei og MiBl Seneste forfatter Redaktionen

Matt Damon. Foto fra 2005.

Matt Damon. Foto fra 2005.

Matt Damon, Matthew Paige Damon, f. 8.10.1970, amerikansk skuespiller. Matt Damons speciale er lavmælt indadvendte karakterer som i gennembrudsfilmen Good Will Hunting (1997), instrueret af Gus Van Sant, som Matt Damon selv skrev det Oscar-belønnede manuskript til sammen med Ben Affleck.

Tidligere sås Matt Damon bl.a. i Courage Under Fire (1996, Det afgørende bevis) og Francis Ford CoppolasThe Rainmaker (1997) efter John Grishams roman. Han har desuden haft bemærkelsesværdige præstationer i Steven Spielbergs store krigsdrama Saving Private Ryan (1998) og Steven Soderberghs humoristiske kupfilm Ocean's Eleven (2001, fortsat 2004 og 2007).

The Bourne Identity (2002, Manden uden navn) og dens efterfølgere, The Bourne Supremacy (2004, Bourneduellen) og The Bourne Ultimatum (2007) efter Robert Ludlums romaner, lancerede effektivt Matt Damon som actionhelt. Han har desuden vist glat farlighed i Anthony MinghellasThe Talented Mr. Ripley (1999) og Martin Scorseses gangsterdrama The Departed (2006).

Annonce

Blandt Matt Damons seneste film kan nævnes Steven Soderberghs The Informant! (2009), Clint EastwoodsInvictus (2009) og Hereafter (2010) samt Coen-brødrenes western True Grit (2010) og fremtidsthrilleren The Adjustment Bureau (2011).