Til rollerne bragte Marlon Brando sin egen udstråling af sårbar, famlende oprører, der hurtigt gjorde ham til symbol for en ny generations opgør med autoriteterne. Elia Kazan, der var en af grundlæggerne af Actors' Studio, gav Brando det skelsættende gennembrud på teatret med Tennessee Williams' A Streetcar Named Desire i 1947 og lod ham med samme virkning gentage rollen på film i 1951 (Omstigning til Paradis).
Sin definitive stjernerolle fik Marlon Brando som motorcykelbandens anfører i The Wild One (1954, Vild ungdom), hvor tidens uartikulerede oprør var følt ind i kroppens hæmmede bevægelser og det bortvendte ansigts mumlen. Denne stil triumferede i On The Waterfront (1954, I storbyens havn).
Som Marcus Antonius i Julius Caesar (1953, Julius Cæsar) havde Brando bevist, at han kunne forene sit særpræg med William Shakespeares retoriske mesterskab, men gradvis begyndte han at stivne i manerer og blev ofte fejlplaceret i enten historiske roller eller i komedier. Kun One-Eyed Jacks (1961, Når mænd hader) i hans egen selvdyrkende og spektakulære iscenesættelse og John Hustons Reflections in a Golden Eye (1967, Glimt i et gyldent øje) havde lidt af den oprindelige gnist.
Marlon Brando fik et veritabelt comeback i 1972 med The Godfather og Last Tango in Paris (Sidste tango i Paris), men valgte siden oftest at bruge sin genvundne popularitet i krukket udførte, monumentale gæsteroller.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.