Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Louise Brooks

Oprindelig forfatter EJoer Seneste forfatter Redaktionen

Louise Brooks, 1906-1985, amerikansk skuespiller. Louise Brooks personificerede med sit glatte pagehår og sin drengede skikkelse 1920'ernes moderne kvindetype.

Hun kom i 1925 til Hollywood som danser, men hendes skarpe intelligens og stædige krav om integritet var ikke velset i filmbyen.

Den tyske instruktør G.W. Pabst bragte hende til Tyskland og gav hende to glansroller: først som den fatale Lulu i Die Büchse der Pandora (1929) efter Frank Wedekinds dramaer og derpå som falden kvinde i Tagebuch einer Verlorenen (1929).

Annonce

Tilbage i USA havde hun sporadiske filmroller, indtil hun i 1938 trak sig tilbage fra showbusiness for at ernære sig som ekspeditrice. Da hendes gamle film blev genopdaget i 1950'erne, fik hun nærmest kultstatus.

Louise Brooks har skrevet en række skarpe essays om film samt bogen Lulu in Hollywood (1982).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Eva Jørholt: Louise Brooks i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=51338