Kim Novak, egl. Marilyn Pauline Novak, f. 1933, amerikansk skuespiller. Novak blev lanceret som blond, erotisk stjerne i Pushover (1954, Politiforræderen) og viste karaktertalent i bl.a. The Man With the Golden Arm (1955, Manden med den gyldne arm). Sin betydeligste præstation gav hun i Hitchcocks Vertigo (1958, En kvinde skygges). Blandt hendes senere, få roller er melodramaet Liebestraum (1991).