Julie Andrews, f. 1935, engelsk skuespiller og sanger. Hun var Eliza i originalopsætningen af My Fair Lady i 1956 på Broadway. Blev verdensberømt med to musicalroller på film, dels som den elskelige guvernante i Mary Poppins (1964), dels som sød og mere jordbunden guvernante i The Sound of Music (1965). Efter en række lidet succesfyldte forsøg på at ændre sit kække image har hun i 1980'erne vundet et vist ry som comedienne, blandt andet i ægtemanden Blake Edwards' film om kønsforvekslinger og -forviklinger, Victor/Victoria (1982).