Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Harrison Ford

Oprindelige forfattere MiBl og UBra Seneste forfatter Redaktionen

Harrison Ford mellem George Lucas (tv.) og Steven Spielberg, 2008.

Harrison Ford mellem George Lucas (tv.) og Steven Spielberg, 2008.

Harrison Ford, f. 13.7.1942, amerikansk filmskuespiller. Harrison Ford havde mange småroller, før han slog igennem som Han Solo i Star Wars (1977, Stjernekrigen) og dens to efterfølgere samt som Indiana Jones i Raiders of the Lost Ark (1981, Jagten på den forsvundne skat), der har fået tre efterfølgere, den seneste og foreløbig sidste i 2008.

Ud over de selvironiske actionhelte har Harrison Ford spillet alvorligere roller i fx Peter WeirsWitness (1985, Vidnet) og Regarding Henry (1991), og han kombinerede med succes disse to typer i filmen over den gamle tv-serie The Fugitive (1993, Flygtningen).

Harrison Ford spillede ligeledes hovedrollen i Ridley Scotts kultfilm Blade Runner (1982) og Roman Polanskis stilsikre krimidrama Frantic (1988) samt i de to populære thrillere Patriot Games (1992, Patrioternes spil) og Clear and Present Danger (1994, Dødens karteller) efter Tom Clancys bestsellere.

Annonce

Blandt Harrison Fords senere film kan nævnes actionfilmen Air Force One (1997), det romantiske drama Random Hearts (1999, Tilfældige hjerter), thrilleren What Lies Beneath (2000, Bag facaden), dramaet Crossing Over (2009) og komedien Morning Glory (2010).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Michael Blædel, Ulrik Brandt: Harrison Ford i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=78107