Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Gene Hackman

Oprindelig forfatter MiBl Seneste forfatter Redaktionen

Gene Hackman, Eugene Allen Hackman, f. 30.1.1930, amerikansk skuespiller. Gene Hackman er blandt Hollywoods mest alsidige karakterskuespillere, der skiftevis i hoved- og biroller har fremstillet både komplekse figurer, hverdagsmennesker og professionelle actionhelte i genrefilm.

Efter en karriere i forskellige jobs begyndte han som skuespiller Off-Broadway og fik ret sent sit filmgennembrud i Arthur PennsBonnie and Clyde (1967, Bonnie og Clyde) og blev stjerne i den Oscarbelønnede rolle som neurotisk politimand i den genrefornyende kriminalfilm The French Connection (1971). Han har desuden fået en Oscar for sin rolle som ond sherif i Clint Eastwoods livtag med westerngenren, The Unforgiven (1992, De nådesløse).

Blandt Gene Hackmans øvrige store roller kan nævnes Francis Ford CoppolasThe Conversation (1974, Aflytningen), Night Moves (1975, Skakmat), Mississippi Burning (1988, Mississippi brænder) og John Grisham-flimatiseringen The Firm (1993, Firmaets mand). Han har endvidere vist afslappet komedietalent i Superman (1977) og Get Shorty (1995).

Annonce

Gene Hackman har haft få roller i de seneste år, men har bl.a. brilleret i Wes Andersons (f. 1.5.1969) absurde komedie The Royal Tenenbaums (2001), som glorværdig officer i krigsfilmen Behind Enemy Lines (2001) og i retssalsdramaet Runaway Jury (2004, Juryen) efter John Grisham.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Michael Blædel: Gene Hackman i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=87816