Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Gary Cooper

Oprindelig forfatter Malmk Seneste forfatter Redaktionen

Gary Cooper, 1901-1961, amerikansk skuespiller. Gary Cooper var en af Hollywoods mest elskede stjerner i mere end 20 år. Han udstrålede mandig charme, drenget skyhed og havde en fuldkommen naturlighed i sit spil. Hans redelighed og sympatiske stædighed var perfekt i film som Frank Capras Mr. Deeds Goes to Town (1936, En Gentleman kommer til Byen), Sam Woods (1883-1949) For Whom The Bell Tolls (1941, Hvem ringer Klokkerne for?) samt Howard Hawks' Sergeant York (1941) og Fred Zinnemanns High Noon (1952, Sheriffen). Han modtog en Oscar for sin rolle i de to sidstnævnte film.

Hans ranglede kejtethed blev brugt med held i lystspil som Ernst Lubitschs Design For Living (1933, At elske) og Bluebeard's Eighth Wife (1938, Rolf Blåskægs ottende Kone).

Gary Cooper modtog kort før sin død endnu en Oscar for sin samlede karriere.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Poul Malmkjær: Gary Cooper i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=58903