Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Eddie Murphy

Oprindelige forfattere LJuhl og MiBl Seneste forfatter Redaktionen

Eddie Murphy. Foto fra 2007.

Eddie Murphy. Foto fra 2007.

Eddie Murphy, Edward Regan, f. 3.4.1961, amerikansk skuespiller. Eddie Murphy begyndte som hurtigtsnakkende og provokerende stand-up-komiker og fik stor succes i tv-programmet Saturday Night Live (1981-84).

Hans individuelle stand-up-evner er tillige dokumenteret i de to tv-shows Eddie Murphy Delirious (1983) og Eddie Murphy Raw (1987, Eddie Murphy - ligepå og rå!).

Han videreførte typen i actionkomedierne 48HRS. (1982, 48 timer) og efterfølgeren Another 48 hrs. (1990, Nye 48 timer) samt Beverly Hills Cop (1984, Frækkere end politiet tillader) med to efterfølgere og havde en af sine bedste roller i Trading Places (1983, Bossen og bumsen).

Annonce

Eddie Murphy har desuden dyrket sit maskeringstalent i Coming to America (1988) og The Nutty Professor (1996, Den skøre professor, efterfølger 2000); med bl.a. sidstnævnte har han dyrket et mere familievenligt image. Han lagde med stor succes stemme til æslet i animationsfilmen Shrek (2001, fortsat 2004 og 2007) og overraskede med en karakterrolle i musicalen Dreamgirls (2006).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lena Juhl, Michael Blædel: Eddie Murphy i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 27. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=128573