Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Dustin Hoffman

Oprindelig forfatter MiBl Seneste forfatter Redaktionen

Dustin Hoffman.

Dustin Hoffman.

Dustin Hoffman, f. 8.8.1937, amerikansk skuespiller. Dustin Hoffmans forholdsvis sene, men øjeblikkelige verdensgennembrud som studenten i The Graduate (1967, Fagre voksne verden) fulgte efter et tiår med vekslende held på teatret og blev indledningen til en bemærkelsesværdig karriere.

Som ekstrem repræsentant for Actor's Studios skuespilteknik, Method Acting, har Dustin Hoffman ned i de mindste detaljer identificeret sig med sine figurer, fx som den klumpfodede småsvindler i Midnight Cowboy (1969), den nærsynede livstidsfange i Papillon (1973), den kvindemaskerede skuespiller i Tootsie (1982) eller autisten i Rain Man (1988).

Blandt hans andre betydelige præstationer er rollen som Lenny Bruce i Lenny (1974) og skilsmissefaderen i Kramer vs. Kramer (1979, Kramer mod Kramer), som han fik sin første Oscar for.

Annonce

På teateret fik han i 1980'erne anerkendelse for sin rolle som Willy Loman i Arthur Millers Death of a Salesman (En sælgers død), der i 1985 blev filmet til tv, og i 1989 som Shylock i William Shakespeares The Merchant of Venice (Købmanden i Venedig).

Dustin Hoffman. Plakat for filmen

Dustin Hoffman. Plakat for filmen "Rain Man", hvor han spiller sammen med Tom Cruise.

Dustin Hoffman overraskede med traditionelle helteroller i Outbreak (1995) og Sphere (1998, Kuglen), men har siden mest spillet komedieroller som i Wag the Dog (1997) og Meet the Fockers (2004, efterfølger 2010) samt været med til at lægge stemme til animationsfilmen Kung Fu Panda (2008, efterfølger 2011 og 2016).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Michael Blædel: Dustin Hoffman i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. januar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=92217