Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Barbra Streisand

Oprindelig forfatter MiBl Seneste forfatter Redaktionen

Barbra Streisand. Foto fra 2008.

Barbra Streisand. Foto fra 2008.

Barbra Streisand, f. 1942, amerikansk skuespiller, sanger og instruktør. Efter gennembrud i Broadwaymusicalen I Can Get It for You Wholesale (1962) fik Barbra Streisand en kometagtig karriere. Hun havde stjernerollen som Fanny Brice i Broadwaymusicalen Funny Girl (1963-64) og fik en Grammy for hovedmelodien People. Hun vandt en Oscar for sin filmdebut i 1968 i samme rolle og havde herefter filmroller i bl.a. musicalen Hello Dolly (1969), komedierne The Owl and the Pussycat (1970, Uglen og missekatten) og What's Up Doc? (1972, Du er toppen professor) samt i kærlighedshistorien The Way We Were (1973, Vore bedste år). Hun prægede genindspilningen af A Star Is Born (1976, En stjerne fødes) og vandt en Oscar for temaet Evergreen.

Hun toppede hitlisterne med duetter som You Don't Bring Me Flowers (1978) med Neil Diamond og No More Tears (Enough Is Enough) (1979) med Donna Summer samt soloballaden Woman In Love (1980).

Med humor og indsigt i sin jødiske baggrund debuterede Barbra Streisand som filminstruktør med Yentl (1983); siden har hun instrueret de mere konventionelle og selvdyrkende The Prince of Tides (1991, Savannah) og The Mirror Has Two Faces (1996, Kærligheden har to sider).

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Michael Blædel: Barbra Streisand i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=165783